16-årig dreng frifundet for voldtægter af 12-årig pige

En 16-årig dreng kunne tirsdag ånde lettet op, da han ved Retten i Sønderborg blevet frifundet for flere voldtægter af en pige, da hun var både under og over 12 år gammel.

Drengen var tiltalt for at have voldtaget pigen flere gange i en måneds tid fra 17. december sidste år til 21. januar i år, da han selv var 15 år.

Voldtægterne skulle være sket på et behandlingshjem i Haderslev, hvor de to boede sammen med tre andre jævnaldrende drenge.

- Jeg har ikke været kæreste med pigen. Det var en af de andre drenge, forklarede drengen ifølge JydskeVestkysten nærmest uforståeligt i retten.

Han har trods sin unge alder haft et hårdt liv med omsorgssvigt og et massivt brug af hash.

Ud over voldtægter, hvor han skulle have holdt hende fast og truet hende, var han tiltalt for at have tilsneget sig et samleje med hende i et tilfælde, hvor hun troede, at han var hendes kæreste.

I retten forklarede han ifølge jv.dk, at han ikke har haft noget seksuelt at gøre med pigen, og at han kun havde været på hendes værelse sammen med den anden dreng, der var kæreste med hende.

På førstedagen dokumenterede anklageren blandt andet, at der blev fundet sædpletter på pigens sengelagen, der passer til den 15-årige drengs dna. Derimod blev der ikke fundet dna-spor på den 12-årige piges krop, skriver JydskeVestkysten.

Det er uvist, hvad den 12-årige pige har forklaret om de seksuelle forhold, da videoafhøringen af hende blev afspillet for lukkede døre.

Anklagemyndigheden overvejer nu, om frifindelsen skal ankes til Vestre Landsret. Det oplyser anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.