24-årig sigtet for indsmugling af hård narkotika

Manden er udenlandsk statsborger og blev fredag varetægtsfængslet. Han er sigtet for indsmugling af en større mængde hård narkotika.

Ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg blev en 24-årige mand varetægtsfængslet. Han er foreløbig fængslet frem til den 4. juni. Manden er udenlandsk statsborger og er sigtet for at forsøge at indsmugle en større mængde hård narkotika.

Den 24-årige mand blev anholdt torsdag ved Frøslev Grænseovergang af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
 
Politiet havde fattet mistanke til manden og vedkommendes køretøj i forbindelse med indrejsekontrollen. 
 
Efterfølgende undersøgte toldere fra Toldstyrelsen bilen med en narkohund og fandt det ulovlige stof gemt i køretøjet, hvorefter anholdelsen fandt sted.
 
Den 24-årige mand nægter sig skyldig, men har ikke kæret varetægtsfængslingen. 

Syd- og Sønderjyllands Politi kan af hensyn til den aktuelle efterforskning ikke oplyse yderligere til pressen.