27-årige Irina vinder pris for bomstærk idé

Irina Iachina fra Syddansk Universitet i Sønderborg har netop vundet en forskerpris til Den Lyse Idé 2020. Hun vil lave edderkoppesilke med en chip.

Én ph.d.-studerende, en interesse for edderkopper og et speciale var det, der skulle til, for at få en lys idé.

27-årige Irina Iachina har fundet en måde at lave edderkoppesilke på, og for den idé blev hun torsdag tildelt forskerprisen "Den Lyse Idé" fra Otto Mønsteds Fond.

- Det er helt vildt, det er en kæmpe ære. Jeg havde slet ikke regnet med det, men det var ret stort. Det er det største, jeg har prøvet, siger Irina Iachina.

Idéen er en chip, som kan imitere de processer, der foregår inde i edderkoppen. Det færdige produkt kaldes edderkoppesilke og er et stærkt materiale, som kan komme mange til gavn.

En bomstærk idé

Irina Iachina var som barn interesseret i insekter og edderkopper. Hun undersøgte edderkopperne nærmere, og det mangebenede dyr endte som hovedperson i hendes speciale. I udarbejdelsen af specialet viste forskningen, at den kunstige silke er fremtiden.

Edderkoppesilke er store proteiner, som kan være behjælpelige på sigt. Det er et utroligt stærkt materiale, som er fem gange stærkere end stål og tre gange stærkere end det ellers stærke og lette plastprodukt, kevlar.

- Forhåbentligt kan det bruges til at erstatte almindeligt stof som polyester. På længere sigt kan det også blive en erstatning for karbonfibre og kevlar. Meget af karroseriet i fly og biler er af kevlar, men det er ikke miljøvenligt i fabrikering, siger Irina Iachina.

En lys idé til en lys fremtid

Med forskerprisen for den bedste idé inden for handel modtager Irina Iachina også 250.000 kroner til at videreudvikle idéen. Det er penge, som sagtens kan bruges.

- Forhåbentligt kan pengene blive brugt til at få nogle materialer hjem til at fremme min forskning, og på et tidspunkt vil jeg også gerne starte en virksomhed, fortæller hun.

På nuværende tidspunkt er der et stykke vej til det endelige mål, men fremtiden ser lys ud for den unge forsker.

- I løbet af det næste halve til hele år skulle jeg gerne kunne lave et færdigt produkt, siger Irina Iachina.

Otto Mønsteds Fond og Den Lyse Idé

  • Otto Mønsted var en dansk margarinefabrikant, som var barnløs og i sit testamente ønskede fonden.
  • Fondens hovedformål er at biddrage til udviklingen af Danmarks handel og industri.
  • Den Lyse Idé uddeles til forskningstalenter, som har en ide, der kan give værdi for det danske samfund og erhvervsliv.
  • Der uddeles 500.000 kroner til videreudvikling af to idéer i 2020– den bedste idé inden for handel og den bedste inden for teknik.