7-årige Patricia giver blomster til dronningen for anden gang

Patricia Goudarzi-Nielsen på syv år var officielt blomsterpige, da Hendes Majestæt Dronningen ankom med kongeskibet Dannebrog til Slotskajen i Sønderborg.

- Det kildede i maven, og jeg var så spændt. 

Sådan siger 7-årige Patricia Goudarzi-Nielsen fra Gråsten, efter hun få minutter forinden havde givet en buket blomster til dronningen, der ankom med kongeskibet Dannebrog til Slotskajen i Sønderborg. 

Det er ikke første gang, at Patricia Goudarzi-Nielsen har givet blomster til dronningen. Det gjorde hun også for to år siden, men der stod hun blot som en del af publikummet, da dronningen kom til Gråsten i anledning af sit sommerophold på Gråsten Slot. 

Men i dag var Patricia Goudarzi-Nielsen altså officielt blomsterpige og gav en buket til dronningen.