Afsløring af socialt bedrageri i Sønderborg skæpper i kassen

For tredje år i træk skaffer bedragerigruppen i Sønderborg Kommune flere penge i kassen. I alt har gruppen i 2020 afsløret bedrageri for 13,3 millioner kroner.

Flere penge i kommunekassen og færre sociale bedragere. Det er resultatet af bedragerigruppens indsats i Sønderborg Kommune i 2020.

- De her fire personer, det er dem, der kommer efter snyderne, sådan siger socialdemokraten, Jan Prokopek Jensen, der er formand for Arbejdsmarkeds- og integrationsudvalget i Sønderborg Kommune.

Det er bedragerigruppen, han hentyder til. Den lille gruppe medarbejdere voksede fra to til fire i 2018. 

Det har afspejlet sig i et stigende tal på bundlinjen. Fra 8,3 millioner kroner i 2018 til 13,3 millioner kroner i 2020. 

- Det er en kontrolenhed, der skal skaffe penge tilbage til kommunen, og så skal de sørge for, at snyderne, som de opdager, ikke fremadrettet hæver penge uberettiget.

Nyt værktøj

Arbejdet med at indhente uretmæssigt udbetalte midler har været en kendt disciplin i Sønderborg Kommune siden 1999. Men det store resultat i 2020 kommer ikke blot, fordi gruppen af medarbejdere er blevet større.

- Vi benytter os i højere grad af samkøring af registre og af databehandling, der kan hjælpe os med at søge efter bestemte udbetalinger. Det kan give det, vi kalder undringer, fortæller Steffen Staugaard, der er faglig leder for bedragerigruppen i Sønderborg.

De undringer kan f.eks. være, hvis en kontanthjælpsmodtager starter en virksomhed, men fortsætter med at modtage kontanthjælp. 

- Hvis det sker, så bliver det udsøgt via vores registersamkøringer, og så henvender vi os til borgeren, siger Steffen Staugaard.

Snyd med førtidspension

I 2020 har gruppen også afdækket snyd med førtidspension. I alt har gruppen afdækket forkert udbetalt førtidspension for 4,2 millioner kroner, det er et spring på 4 millioner kroner. 

- Der er nogle eksempler på borgere, der har opgivet deres boliger i Danmark og ikke har haft noget forbrug af el og vand igennem flere år, fortæller Steffen Staugaard.

Selvom det ikke i sig selv er ulovligt at opholde sig i udlandet og modtage sin førtidspension, er der nogle meget specifikke regler, der skal overholdes. Det er kompliceret stof, og derfor tager bedragerigruppen altid en grundig snak med de borgere, de kontakter.

- Vi indgår i en dialog med de pågældende borgere, og det viser sig også somme tider, at der er sket fejl. Men vi oplever også, at de indrømmer snyd, så snart vi tager kontakt til dem, fortæller Steffen Staugaard.

Jan Prokopek Jensen er formand for Arbejdsmarkeds- og integrationsudvalget i Sønderborg Kommune.
Jan Prokopek Jensen er formand for Arbejdsmarkeds- og integrationsudvalget i Sønderborg Kommune.
Foto: Tue Wettergreen-Paltorp, TV SYD