Danfoss-formand opfinder klimavenlig energiløsning

SaltPower er navnet på den lille start-up virksomhed i Sønderborg. Opfinderen bag firmaets energiløsning er Jørgen Mads Clausen.

Der er en susende støj fra anlægget i lagerhallen ved Vollerup i Sønderborg.

- Det vi står og ser på, er vores testanlæg, forklarer direktør Lars Storm Pedersen.

Selvom anlægget ikke er kæmpestort, er fremtidsudsigterne gode.

- Vi har netop solgt vores første kommercielle anlæg til en saltvirksomhed i Mariager, siger Lars Storm Pedersen.

Anlægget de har solgt er et saltkraftanlæg. Kort fortalt er et saltkraftanlæg, et anlæg, der producerer strøm ved hjælp af osmose. Osmose er i korte træk transport af vand gennem en tynd membran. Når saltvand bevæger sig på den ene side af membranen vil ferskvand trækkes over i det salte vand. Derved skabes et højere tryk i den del af anlægget, hvor saltvandet løber, og det er dette tryk, der kan ledes gennem en turbine, og derved skabes elektricitet.

Danfoss-formand bag

Tanken om, at denne kraft kunne tøjles, kommer fra Jørgen Mads Clausen, der er formand for bestyrelsen for Danfoss. 

Idéen er siden 2015 vokset til virksomheden SaltPower, der i dag har 6 beskæftiget med arbejdet. Potentialet er stort mener direktøren.

- Saltkraft eller osmotisk kraft kan blive en del af løsningen på den grønne omstilling. Det bliver ikke hele løsningen, men der er brug for alle bidrag, og her er saltkraft en ren energikilde, der ikke løber tør, siger Lars Storm Pedersen.

I første omgang kan saltenergianlæg tilknyttes saltværker rundt om på kloden

- På verdensplan bliver der produceret 300 mio. tons salt om året. Dertil kommer de mange tusinde anlæg rundt omkring i verden, der producerer drikkevand. De har store anlæg, der afsalter vandet, og restproduktet er stærkt koncentreret saltvand, som også kan bruges i et SaltPower anlæg, forklarer Lars Storm Pedersen

Håber på nyt vindmølleeventyr

På rundvisning ved testanlægget i Vollerup er der mange spørgsmål fra lokalpolitiker Rikke Lock Harvig. 

- Her i Sønderborg har vi solenergi, vindenergi og biogas. Det er de tre ben vi har satset på, men det er meget vigtig, at vi får gang i så mange teknologier som muligt til at takle den grønne omstilling. Og det hér (saltanlægget, red.) har kæmpe potentiale. Det kan gå hen og blive det nye vindmølleeventyr.

Det er præcis, hvad direktøren håber på. Derfor er de allerede i gang med at søge kvalificeret arbejdskraft. 

- Vi er på udkig efter at opruste både på videnstunge medarbejdere til udvikling og på salgssiden, og vi forventer, at medarbejderstaben fordobles det kommende år, forklarer direktør Lars Storm Pedersen.