Danfoss gør klar til et generationsskifte

Sønnerne til Peter Mads Clausen og Jørgen Mads Clausen træder ind i bestyrelserne. Generationsskiftet har været planlagt længe.

Brødrene Peter Mads Clausen og Jørgen Mads Clausen, der i flere år har været frontfigurer for virksomhederne, stopper om knap et år som formænd i henholdsvis Danfoss A/S og Bitten & Mads Clausens Fond.

Med den beslutning vil de to brødre, som er anden generation i Danfoss-familien, gennemføre et generationsskifte i 2022. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse. 

- Jeg har haft den store glæde at få mulighed for at bidrage til at videreudvikle mine forældres livsværk, og jeg har været med til at tage ansvar for at gøre Danfoss endnu mere international og til at blive den stærke teknologipartner, som virksomheden er i dag, siger 72-årige Jørgen Mads Clausen.

Bitten & Mads Clausens Fond, der i år fylder 50 år, har udviklet sig hånd i hånd med Danfoss, og har sat sit tydelige aftryk i hele den sønderjyske region, med eksempelvis Universe Science Park, Byens Havneprojekt, Syddansk Universitet og det helt nye Alsik Hotel i Sønderborg, skriver de i pressemeddelelsen. 

De to brødre skriver også, at de er særligt stolte over den grønne omstilling, som de har været en del af i Danfoss. 

- Danfoss’ løsninger har aldrig været mere relevante inden for den grønne omstilling og bæredygtighed. Jeg er stolt over, at vi med Project Zero kan demonstrere vejen til en bæredygtig fremtid, der gør Sønderborg-Als-regionen CO2 neutral i 2029, siger Peter Mads Clausen.

Sønner overtager

Det bliver Mads Clausen, der er søn af Jørgen Mads Clausen, der nu træder ind i bestyrelsen i Danfoss, hvor søn af Peter Mads Clausen, Mads-Peter Clausen allerede sidder i bestyrelsen. 

Mads Clausen er søn af Jørgen Mads Clausen.
Mads Clausen er søn af Jørgen Mads Clausen.
Foto: Danfoss A/S

På samme tid træder Mads-Peter Clausen ind som bestyrelsesmedlem af Bitten & Mads Clausens Fond, hvor Mads Clausen allerede sidder.

Mads-Peter Clausen er søn af Peter Mads Clausen.
Mads-Peter Clausen er søn af Peter Mads Clausen.
Foto: Danfoss A/S

Udover de to sønner er Jens Martin Skibsted også med til at repræsentere familien i fonden, hvor han indtrådte i 2012. Han er søn af Danfoss-datteren Bente Skibsted.

Jens Martin Skibsted sidder allerede i bestyrelsen i Bitten & Mads Clausens Fond.
Jens Martin Skibsted sidder allerede i bestyrelsen i Bitten & Mads Clausens Fond.
Foto: Danfoss A/S

- Nu har vi jo alle deltaget i bestyrelserne i en årrække, så det er ikke nyt, at vi er med til at tage ansvar for fond og virksomhed. Det, at vi nu udbygger det ansvar, er noget, jeg går til med den største ydmyghed over for den fælles opgave, men jeg vil også sige, at det føles naturligt, og at jeg virkelig er glad for, at jeg har muligheden for at bidrage til arbejdet i Danfoss,” siger Mads Clausen.

Dermed er familien sikret som repræsentanter i koncernens bestyrelse. 

- Jeg ved, at både ledelsen og bestyrelsen vil udvikle Danfoss i den rigtige retning, ligesom jeg ved, at familiens og ikke mindst 3. generations dybe engagement i virksomheden og i Sønderjylland vil fortsætte ufortrødent, siger 72-årige Jørgen Mads Clausen.

Selve formandsskabet vil blive besluttet på et årsmøde og generalforsamling i 2022.

Danfoss har ca. 27.000 medarbejdere fordelt på mere end 100 lande.