Danfoss sælger alle sine forretninger i Rusland

Den sønderjyske virksomhed Danfoss har indgået en aftale om salg af sine russiske og hviderussiske forretninger til den lokale ledelse i området.

Den sønderjyske virksomhed Danfoss har indgået en aftale om salg af sine russiske og hviderussiske forretninger.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Forretningerne er blevet solgt til den lokale ledelse i et såkaldt ledelsesopkøb, management buyout.

Danfoss, der har sin oprindelse og hovedkvarter i Nordborg på Als, er en af Danmarks største virksomheder. I april besluttede Danfoss at trække sig fra Rusland og Hviderusland.

- Vores teams i Rusland og Hviderusland er fortræffelige, og det gør denne beslutning så meget sværere. Vi beklager beslutningen, men i den nuværende situation ser vi ikke andre muligheder, lød det dengang fra Danfoss.

Det var blandt andet sanktioner og forstyrrelser i forsyningskæden som følge af krigen i Ukraine, der lå til grund.

Salget forventes at være afsluttet i september i år. Derfra vil den danske virksomhed altså ikke længere have nogen aktiviteter på det russiske eller hviderussiske marked.

Danfoss ønsker ikke at udtale sig yderligere om salget før selskabets halvårsregnskab den 23. august, oplyser Danfoss til Ritzau.


Danfoss har opereret i Rusland siden 1993. Fordelt mellem Rusland og Hviderusland er der ansat omkring 1300 medarbejdere.

Med over 40.000 ansatte fordelt på mere end 100 lande er Danfoss en af de største danske virksomheder.

Danfoss, som blev grundlagt i 1933, er mest kendt for produktion af termostater. Virksomheden laver også køleanlæg, luftkonditionering, elektromotorer og ventiler.

Desuden udvikler Danfoss løsninger til vedvarende energi inden for solkraft og varmepumper.

Virksomheden havde i 2021 et nettooverskud på knap 4,7 milliarder kroner.