Dansk Folkeparti: Sommergruppemøde i Sønderborg efter debat om formandens linje

Sommergruppemødet kommer ovenpå en dramatisk weekend, hvor Morten Messerschmidt har været i pressen med kritik af sit eget partis politiske linje.

Dansk Folkepartis DF's sommergruppemøde finder sted fra mandag til onsdag på Sandbjerg Kursuscenter ved Sønderborg.

Tidsmæssigt falder det for længst planlagte sommergruppemøde efter nogle dage, hvor Morten Messerschmidt har været i pressen med kritik af sit eget parti.

Flere politiske analytikere har vurderet, at det er et direkte opgør med formand Kristian Thulesen Dahl, Thyregod, hvad Morten Messerschmidt selv afviser er tilfældet.

Men Kristian Thulesen Dahl opfatter ikke selv Messerschmidts udtalelser som en udfordring.

- Nej, det gør jeg overhovedet ikke.  Jeg synes, det er helt naturligt, at Morten skal engagere sig i udlændingedebatten og værdipolitikken, ligesom ethvert andet medlem af DF skal gøre det. Det er DF’s dna, vi taler om her, siger Kristian Thuelsen Dahl til Ritzau.

Til spørgsmålet om hvorvidt Morten Messerschmidts udtalelser kommer til at fylde noget på sommergruppemødet, svarer Kristian Thulesen Dahl, at selve politikken selvfølgelig kommer til at fylde noget.

Kristian Thulesen Dahl ser frem til debatten på sommermødet i Sønderborg.

- Vi kommer til at bruge vores sommergruppemøde på at kigge fremad, og hvordan vi kommer fremad med vores politik og får gennemført de ting, vi gerne vil,  siger Kristian Thulesen Dahl til Ritzau.