Demonstrerer mod udvidelse af lufthavn i grøn kommune

Sønderborg Kommune vil sænke sin CO2-udledning til nul i 2029. Samtidig diskuterer byrådet en udvidelse af kommunens lufthavn.

Det er falsk markedsføring, når Sønderborg Kommune på den ene side vil være klimaneutral og på den anden side vil investere millioner af kroner i byens lufthavn. Det mener en gruppe borgere, som fredag eftermiddag demonstrerede mod kommunens planer.

- En udvidelse af Sønderborg Lufthavn vil føre til en udledning af klimagasser, der er næsten tre gange større end, hvad kommunens ProjectZero formår at reducere. Vi mener, det er falsk markedsføring og et ’grønt bedrag’, når kommunen siger, at den vil være klimaneutral i 2029, når byrådet i praksis arbejder for det komplet modsatte, siger Simon Grimstrup, der er talsperson for demonstranterne.

Borgmester afviser kritikken

Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen, Soc.dem, anerkender, at lufthavnsudvidelsen er et dilemma, men han mener ikke, kritikken er reel.

- Jeg går også ind for, at vi som privatpersoner skal tænke os godt om, når vi flyver. Men jeg vil jo stadig gerne have en god infrastruktur i vores område. Vi vil også arbejde på at reducere udslippet fra flytrafikken, men om de flyver fra Sønderborg, Billund, eller Hamborg, det ændrer jo ikke på noget, siger Erik Lauritzen.

Ifølge borgmesteren er intentionen ikke, at udvidelsen skal skabe mere flytrafik, men at den skal flytte noget af flytrafikken fra de omkringliggende lufthavne til Sønderborg Lufthavn.

Hvis man udvider sin lufthavn, indbyder man så ikke til mere flytrafik?

- Nej, det mener jeg ikke. Det indbyder til, at man kan flyve fra Sønderborg, men ikke i sig selv til mere flyvning. Mere flyvning generes af mere verdenshandel, sameksistens og mere turisme. Det er ikke os, der udvikler det. Vi arbejder for, at man skal flyve til og fra en bæredygtig lufthavn i Sønderborg, siger han.

Erik Lauritzen sætter pris på, at demonstranterne giver udtryk for deres mening, men han tror ikke, at dagens demonstration vil rykke det store ved kommunens planer.

- Med al respekt, hvis der havde stået 50.000 Sønderborgborgere i lufthavnen og råbt højt, så kan det godt være, vi havde handlet. Vi tager gerne dialogen og debatten, men at der står otte personer i en protest, det tror jeg ikke kommer til at ændre noget, siger Erik Lauritzen.