Der bliver ringridning til sommer - men de store fester må vente til 2022

Ringridning er en stor sønderjysk sommertradition, som corona satte en stopper for sidste år. Denne sommer satser Sønderborg og Aabenraa på at gennemføre ringridningen - men de store fester over flere dage er aflyst.

For at holde liv i den store interesse for ringridersporten i Sønderjylland har Ringriderfesten i Sønderborg besluttet at gennemføre den traditionelle ringridning søndag den 11. juli.

Stort set alle øvrige aktiviteter – rytteroptog med musikalsk ledsagelse, gøgl og festtelte på ringriderpladsen og herrefrokosten – aflyses.

- Vi har studeret ekspertgruppens anbefalinger om store arrangementer, hvor man forventer, at alle over 50 år er vaccineret den 1. juli. Det giver os mulighed for at afvikle selve ringridningen på betryggende vis og åbne mulighed for publikums deltagelse, mens vi desværre må aflyse de øvrige aktiviteter, siger formanden for Ringriderfesten i Sønderborg, Jes Andersen.

Alle aflyst sidste sommer

Sidste år blev alle ringriderfester aflyst, mens der blev holdt en række mindre stævner lokalt, hvor der uden tilskuere blev dystet om at ramme den lille ring.

Ringriderfesten i Aabenraa, der traditionelt finder sted ugen før Sønderborg, er også aflyst, hvad angår festen, der ellers skulle markere 125 års jubilæum for ringridningskonkurrencen i Aabenraa.

- Vi vil forsøge at gennemføre selve ringridningen, selvom vores stævne er placeret kun fire dage efter den mulige fase to i åbningen, siger Gerth Petersen, der er ringriderformand i Aabenraa.

I fase to af åbningen efter corona er der lagt op til, at 2.000 mennesker kan samles i det fri med en række restriktioner.

Usikkerheden om datoen og restriktionernes omfang har dog allerede fået en række øvrige sønderjyske byer til at aflyse ringridningen igen i 2022.

Det er tilfældet i Gråsten, hvor ringridningen ellers er et festligt element under kongefamiliens sommerophold på Gråsten Slot.

- Vi tør simpelthen ikke løbe risikoen for at få aflyst festen med store økonomiske tab til følge, siger Andreas Thomsen Nøhr, formand for Gråsten Ringriderforening.

I Gråsten skulle ringridning og festen have været holdt fra den 15. til 18. juli.