Der skal investeres i det danske forsvar - og det kan komme sønderjysk virksomhed til gode

Forsvarsminister Morten Bødskov (Socialdemokratiet) var i dag på besøg hos Sønderborg-virksomhed, der udvikler og producerer kommunikationsudstyr.

Hvis man siger Saab, så tænker de fleste automatisk på den svenske bilproducent.

Det er dog cirka 20 år siden, at Saab Technologies solgte sin andel af bilproduktionen til General Motors. Og i dag har virksomheden primært aktiviteter inden for fly- og forsvarsindustrien.

Det gælder også for Saab Danmark, der holder til i Sønderborg. De udvikler og producerer kommunikationsudstyr blandt andet til Forsvaret. Det er dog ikke alt de laver, der er militært.

Hos Saab Danmark bliver der ikke produceret biler. Her bliver der blandt andet produceret kommunikationsudstyr.
Hos Saab Danmark bliver der ikke produceret biler. Her bliver der blandt andet produceret kommunikationsudstyr.

- Vi er ikke kun inden for forsvar. Vi er også inden for public safety. Det vil sige politi, ambulance og brandvæsen, og så er vi også inden for luftfart, fortæller Heino Lundgren, der er direktør hos Saab Danmark.

Milliardinvesteringer

De seneste år er virksomheden kun blevet endnu større. I Sønderborg er der 180 medarbejdere, og måske kan de se frem til at blive endnu flere i fremtiden.

De kommende år skal det danske forsvar udvides med flere milliarder kroner.

- Der kommer en lang række investeringer i forsvaret nu, og dem kommer vi forhåbentlig også til at være en del af. For eksempel skal Forsvaret have nye patruljeskibe, siger Heino Lundgren. 

Ministerbesøg

Og det kan blive aktuelt at kigge mod Saab Technologies. 

Saab Danmark-direktør Heino Lundgren (til venstre) tog imod en delegation fra Socialdemokratiet - her i blandt forsvarsminister Morten Bødskov.
Saab Danmark-direktør Heino Lundgren (til venstre) tog imod en delegation fra Socialdemokratiet - her i blandt forsvarsminister Morten Bødskov.

Torsdag var forsvarsminister Morten Bødskov (Socialdemokratiet) på besøg hos virksomheden i Sønderborg.

- Truslerne og udfordringerne er kommet tættere på. Nye teknologier skal opfindes eller tages i brug, for at vi kan forsvare Danmark bedst muligt, siger forsvarsministeren og fortsætter:

- Så der er masser af muligheder for dansk erhvervsliv i forhold til at levere til dansk forsvar.

Det er en mulighed, som Saab Danmark er klar til at tage imod.

- Vi har ansat 20-25 mand i år, og jeg tænker, at vi fortsætter med at skulle have nye folk de kommende år, siger Heino Lundgren.