Dispensation fra minister: Færre boliger rives ned i hård ghetto

I Sønderborg skal kommunen nedrive færre boliger, som ligger i boligområdet, der er på regeringens hårde ghettoliste. Det er til glæde for borgmesteren og beboerne.

- Blokken herover bliver fjernet helt, og hvis vi ikke kunne få dispensation, så skulle der også fjernes nogle blokke på den anden side, fortæller Vivian Engelbredt og peger mod boligblokkene med de farverige facader.

Hun er formand for hovedbestyrelsen i Sønderborg Andelsboligforening og glæder sig over den dispensation, hun og beboerne på Nørager, Søstjernevej, Søgræsvej, Koralvej og Konkylievej har fået.

Boligområdet ligger i Sønderborg Kommune og er på regeringens liste over hårde ghettoområder. Det betyder, at familieboliger højest må udgøre 40 procent af et boligområde inden begyndelsen af år 2030.

Sønderborg Kommune har dog ansøgt om at reducere procentsatsen, og det har Indenrigs- og Boligmister Kaare Dybvad, Soc. dem, imødekommet med en dispensation – til stor glæde for formanden i andelsboligforeningen.

- Vi er rigtig glade for, at vi kun skal fjerne 40 procent og ikke 60 procent, for nu ved vi, hvilken vej vi skal arbejde, siger Vivian Engelbredt.

Ansøgningen til dispensationen

Sønderborg Kommune havde blandt andet disse punkter med i ansøgningen om dispensation:


  • Ansøgning til ny boligsocial helhedsplan 2021-2025
  • Fortsat udvikling og implementering af beskæftigelsesrettede indsatser i boligområdet
  • Fysisk omdannelse af området med fokus på at skabe et blandet boligområde – herunder nedbringelse af andelen af almene familieboliger til 60 procent i 2030
  • Øget integration af boligområdet i det omkringliggende byområde med fokus på blandt andet forbindelser omkring og igennem området 
  • Plan for flytning af beboere og monitorering af udviklingen i boligområderne i Sønderborg by


Kilde: Sønderborg Kommune

Og borgmester Erik Lauritzen, Soc. dem, er enig.

- Det er det, vi har arbejdet på, så vi er glade for, at dispensationen nu er kommet sort på hvidt. Det betyder også, at vi lige knap skal gå så drastisk til værks, som det ellers kunne se ud til, siger han. 

Vivian Engelbredt er glad for at have fået en afklaring om boligområdet på regeringens ghettoliste.
Vivian Engelbredt er glad for at have fået en afklaring om boligområdet på regeringens ghettoliste.

Nedrivning og renovering

Dispensationen kommer, efter boligområdet i Sønderborg opfylder nogle politiske krav, der gør det muligt for kommunen at ansøge.

Erik Lauritzen synes nemlig ikke, boligområdet fortjener at være på regeringens liste.

- Det er slet ikke rimeligt, at vi er på den hårde ghettoliste. Vi har sagt i mange år, at det er helt forkert i forhold til det her område. Det er et godt boligområde, og folk er glade for at være her, så det er ikke sjovt at bo et sted, der bliver betegnet som en hård ghetto, siger han.

Forudsætninger for at søge dispensation:

Boligområdet Nørager, Søstjernevej, Søgræsvej, Koralvej og Konkylievej har næsten 1.300 beboere. Kravet ligger på 2.100 beboere.


Derudover er kun 1,49 procent i området dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer. Kriteriegrænsen er på 2,27 procent.


Kilde: Sønderborg Kommune

Med dispensationen får 60 procent af boligområdet lov at blive stående, mens 188 lejemål ud af 560 skal jævnes med jorden.

Kommunen forventer at nedrivning og renovering af nuværende blokke bliver påbegyndt i 2023-2024. Processen kan ifølge kommunen vare op mod syv år, da de ønsker en god genhusningsproces for de berørte beboere. 

Kriterierne for at komme på ghettolisten

Et ghettoområde forstås ved et alment boligområde med mindst 1.000 beboere. Deraf er andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande højere end 50 procent, og derudover er mindst to af de nedenstående fire kriterier opfyldt:


1. Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der ikke er i arbejde og heller ikke er i gang med en uddannelse, overstiger 40 pct. opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år.


2. Andelen af beboere, der er dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst tre gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste to år.


3. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.


4. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.


Kilde: Transport- og Boligministeriet