Dybbøl-Skolen ramt af nye smittetilfælde

Både fredag og lørdag er skolen ramt af smitte, men smittetilfældene har umiddelbart ikke noget med hinanden at gøre.

To lærere på Dybbøl-Skolen i Sønderborg er lørdag blevet konstateret smittet med Covid-19, det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Derudover er fire andre lærere blevet sendt i isolation på grund af smitteopsporing. De fire lærere skal nu testes negative, inden de kan vende tilbage på arbejde igen.

- Vi følger fuldstændig sundhedsmyndighedernes retningslinjer og anbefalinger, og her er vurderingen, at de ikke har været i tæt kontakt med nogle elever, fortæller skoleleder Michael Jacobsen.

I går kom det frem, at en elev i skolens 9.-klasse er smittet med Covid-19. Her er hele elevens klasse nu blevet sendt hjem. De to nye smittetilfælde har umiddelbart ikke noget med gårsdagens tilfælde at gøre, da lærerne ikke underviser denne klasse.

Alle forældre på Dybbøl-Skolen er informeret om situationen via Aula.