Dykkerklub samler 52 kilo affald op fra havbunden

Dykkere fra Sønderborg Sportsdykker Klub dykkede søndag ned for at fjerne affald ved en nedsunket flydedok.

En skuffe fra et kasseapparat, cykelkurve og 16 kilo dåser var blandt dagens fangst.

23 dykkere fra Sønderborg Sportsdykker Klub dykkede søndag under havoverfladen for at rydde op ved en nedsunken flydedok ved havnen i Sønderborg.

- Der er rigtig meget affald. Problemet med dokken er, at den fungerer som en tragt. Den ligger, så alt skidtet flyder ind i den og bliver liggende, siger René Makholm, der er medlem af dykkerklubben.

Havet skjuler affaldet

På en time og 45 minutter lykkedes det dykkerne at kæmpe mod den stærke strøm ved dokken og få indsamlet 52 kilo affald. Men det var kun en brøkdel, mener René Makholm.

- Det her er kun en lille del af det. Jeg vil skyde på, at det lag af affald, der ligger derude, er en halv meter tykt, siger han og tilføjer, at havet skjuler synet af affald under overfladen.

- Hvis man løber eller går en tur i skoven, og man så sådan et bjerg af affald, så vil der helt sikkert være mange flere, der gør noget ved det. Problemet er, at når man kigger ud over vandet, så er der ikke nogen, der kan se, hvad der er under, siger han.

Affald i fisk ender i vores maver

En af de store syndere på havbunden er dåser. Når de røde Coca Cola-dåser eller grønne Tuborg Classic bliver hevet op på land, sørger dykkerklubben for at bevare indholdet i dåserne.

Altså det indhold, som er blevet skabt under havets overflade af dyrelivet. Derfor skærer dykkerklubben alle dåser op for at befri det liv, der muligvis er skabt inde i dåsen.

Det er ikke kun dåser, der skaber udfordringer. 10,6 kilo plast blev også fjernet fra havbunden, og det er ikke kun til gavn for fisk og andre dyr, men også os mennesker.

- Plastikken i havet bliver jo til bittesmå stykker plastik, og så spiser fiskene det. På et tidspunkt spiser jeg så en fisk, og så spiser jeg potentielt plastikken. Meget af affaldet indeholder jo kemikalier, som er gift for havet, og i sidste ende er det gift for os selv, siger René Makholm.

Dykkerklubben samlede sidste weekend affald ved Alssund, mens de Skærtorsdag dykker ned i Aabenraa.

Dagens fangst:

  • 7,4 kilo hård plast
  • 3,2 kilo plast
  • 24 flasker
  • 16,4 kilo dåser
  • 4,7 kilo metal
  • 20,2 kilo andet

Derudover fik dykkerklubben også en skuffe fra et kasseapparat, kaffekande, cykelkurv, en gummistøvle og en lygte i indsamlingsnettet.