Efter EU-godkendelse: Danfoss' kæmpekøb falder på plads

Efter en EU-undersøgelse for konkurrenceforvridning har Danfoss overtaget Eatons hydraulikforretning.

Danfoss' køb af det irske selskab Eatons hydraulikforretning er nu faldet på plads for 3,3 milliarder dollar (cirka 20,6 milliarder kroner).

Det skriver Danfoss i en pressemeddelelse.

Koncernchef og administrerende direktør i Danfoss Kim Fausing glæder sig over, at overtagelsen nu er faldet på plads.

- Det er en stor dag for Danfoss, hvor vi byder 10.000 nye kolleger velkommen i organisationen og skaber en global markedsleder inden for mobil- og industrihydraulik, siger han i pressemeddelelsen.

Danfoss udvikler og producerer blandt andet produkter til opvarmning og køling af boliger og kontorer samt køling af fødevarer og styring af produktionslinjer.

I januar 2020 oplyste selskabet, at man havde indgået en aftale om opkøbet af Eatons hydraulikforretning.

Overtagelsen var dog betinget af, at EU-Kommissionen kunne gå købet efter i sømmene, inden købet kunne gennemføres.

Det skyldtes, at EU-Kommissionen var bekymret for, at overtagelsen kunne begrænse konkurrencen på markedet.

I marts 2021 godkendte EU-Kommissionen købet. Det kunne de blandt andet, fordi Danfoss havde flyttet en del af den produktion, der overlappede med Eatons, til Polen.

/ritzau/