Flere både rev sig løs i blæsten - nu efterlyses ejerne

To sejlbåde er søndag fundet drivende ved den jyske østkyst. De har revet sig løs i den kraftige blæst i det seneste døgn.

Ved Kolding og Sønderborg er der morgentimerne søndag bjærget sejlbåde, der blev observeret drivende.

quote

Det var tydeligt at se, at båden havde revet sig løs, så der har ikke været frygt for, at nogle skulle være  faldet overbord. 

 Henrik Dam, vagtchef, Sydøstjyllands Politi

Der er i begge tilfælde tale om både, som har revet sig løs fra deres fortøjninger i det kraftige blæsevejr i lørdagsdøgnet.

Havnevagten i Sønderborg har sikret denne sejlbåd, som havde revet sig løs fra fortøjringen et ukendt sted.
Havnevagten i Sønderborg har sikret denne sejlbåd, som havde revet sig løs fra fortøjringen et ukendt sted.
Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

- Vi fik en melding om den drivende sejlbåd ved Kolding og sendte mandskab ud fra Trekantområdets Brandvæsen for at bjærge den, så den ikke forstyrrer skibsfarten. Det var tydeligt at se, at båden havde revet sig løs, så der har ikke været frygt for, at nogle skulle være  faldet overbord, siger vagtchef Henrik Dam, Sydøstjyllands Politi.

Havnevagten i Sønderborg har søndag også sikret en sejlbåd, som havde revet sig løs fra fortøjringen et ukendt sted, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet hører gerne fra bådenes ejere eller andre, der genkender fartøjerne.

Opdatering: Ved 13-tiden oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, at ejeren til båden i Sønderborg har meldt sig.