Forulykket bil søger ejer: - Føreren har med stor sandsynlighed en blodig bule i panden

En personbil er kørt ind i et træ tæt på Sønderborg. Nu søger politiet føreren af bilen, som efterlod blodige spor på forruden.

Politiet har onsdag morgen fundet en forulykket bil på Nørremark i Kær ved Sønderborg.

- Bilen er så at sige parkeret i træet, og betjentene, der blev kaldt til stedet, kunne se, at der var blod - eller noget der ligner blod - på forruden,  fortæller Bjørn Pedersen, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

I første omgang frygtede politiet, at føreren af bilen måske kunne ligge såret et sted omkring bilen, men der var ingen spor efter vedkommende. 

- Nu kontakter vi ejeren af bilen for at få en forklaring på, hvad der er sket, siger Bjørn Pedersen, der samtidig oplyser, at der umiddelbart ikke er tegn på, at vedkommende skulle være alvorligt tilskadekommen.