Guds hus får panserglas og alarmer

Flere kirker oplever at få stjålet værdifulde genstande. Det får en kirke i Sønderborg til at sikre sig endnu bedre mod tyverier.

Uerstattelige lysestager, dåbsfade og kirkesølv.

Der er mange værdifulde genstande at stjæle i landets kirker, og det seneste år er det særligt gået ud over Ribe Stift, hvor antallet af tyverier, røverier og indbrud er steget fra 14 i 2016 til 23 i 2018. 

Hos Sankt Marie Kirken i Sønderborg har man taget det alvorligt ved blandt andet at installere panserglas, rumfølere og alarmer.

- Vi ved og kan se, at de kulturhistoriske skatte, der er i landets kirker, begynder at blive mere og mere eftertragtede. Der er et marked i Europa, hvor man simpelthen handler med det, siger Ejler Skerning, der er medlem af provstiudvalget i Sønderborg.

Nemt at sikre kirkerne bedre

Onsdag fortalte Kristeligt Dagblad, at de mange indbrud, tyverier og røverier i gennemsnit går ud over 311 kirker hvert år.

Derfor opfordrer vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Christian Østergaard kirkerne til at gøre det mere besværligt for tyvene at slippe afsted med det, de ønsker.

- Jeg tænker, der er rum for forbedring. Det er meget nemt at gå ind i kirkerne, og der er behov for, at kirkerne sætter det her på dagsordenen og sikre dem bedre, siger Christian Østergaard.  

Han fortæller, at ansvaret for at sikre kirkerne ligger hos menighedsrådene, og det burde være en opgave, der er til at løse, lyder det fra vicepolitiinspektøren.

- At sikre en kirke er ikke raketvidenskab. Som menighedsråd skal man kigge på kirken og tænke: hvor er de svage steder henne? Hvor vil det være nemt at gå ind og løbe med kirkesølvet? Og så gøre noget ved sikringen, siger Christian Østergaard.

Det er lysestager som disse, der kan blive stjålet. 
Det er lysestager som disse, der kan blive stjålet. 
Foto: TV 2 Danmark

Kirken skal være tilgængelig

Men så let er det nødvendigvis ikke.

For ifølge Søren Abildgaard, der er formand for Landsforeningen af Menighedsråd, så skal menighedsrådene tage et særligt hensyn til, at kirkerne skal være åbne for alle. Det skal ikke være et sted, hvor man føler sig overvåget, lyder det fra formanden. 

- Kirken skal være et fristed, og det er vigtigt at have et sted, hvor man kan være alene med sine tanker, men selvfølgelig har vi et ansvar for at undgå tyverier. Så der er et hensyn, der skal balanceres op mod hinanden, siger Søren Abildgaard.

Det er en balance

Han kan ikke genkende billedet af, at kirkerne ikke er sikret mod tyveri, og han fortæller, at hvert menighedsråd laver en konkret vurdering af hver kirke, hvor man blandt andet kigger på, hvor den ligger, hvad ønsket for tyverisikringen er, og hvordan man samtidig bevarer en åben kirke.

Men efter de seneste dages debat om tyverier i landets kirker ønsker han, at de enkelte menighedsråd kigger på kirkernes tyverisikring en ekstra gang. 

- Jeg vil da gerne opfordre til, at man lige overvejer, om man har fundet det rigtige niveau for at sikre kirkerne, siger Søren Abildgaard.

Sankt Marie Kirken i Søndeborg har installeret alarmer, rumfølere og panserglas i håb om at forhindre indbrud. 
Sankt Marie Kirken i Søndeborg har installeret alarmer, rumfølere og panserglas i håb om at forhindre indbrud. 
Foto: TV 2 Danmark