Gymnasieelev risikerer hjemsendelse: - Hvorfor skal vi sendes hjem?

Saad Alddin Alderi og lillesøster står til at skulle sendes tilbage til Syrien, efter at deres far har fået afslag på sin asylansøgning i Danmark.

Foran Alssundgymnasiet i Sønderborg var der i dag en større gruppe unge samlet til demonstration.

Det var de, fordi Saad Alddin Alderi, der går i 1.G. på Alssundgymnasiet, lige nu står til at skulle forlade sin skole og sit hjem, efter at hans far har fået afslag på sin asylansøgning i Danmark.

- Jeg er så glad for, at der er kommet så mange mennesker her for at støtte mig. Og det gør mig så glad, at der er så mange mennesker, der kan mærke, hvad det er, der sker med mig, siger Saad Alddin Alderi.

Fire skoler i Sønderborg var samlet foran Alssundgymnasiet til en demonstration mod hjemsendelsen af Saad Alddin Alderi og hans søster og far.
Fire skoler i Sønderborg var samlet foran Alssundgymnasiet til en demonstration mod hjemsendelsen af Saad Alddin Alderi og hans søster og far.
Foto: Karoline Lunddal Dam, TV SYD

Saad har boet i Danmark i cirka seks år. Han har lært at tale dansk og er i gang med at tage en uddannelse på Alssundgymnasiet. Han står sammen med sin søster, og de er begge meget fortvivlede.

- Jeg er integreret i Danmark. Jeg kan sproget, jeg er en del af det danske samfund, jeg er ved at tage en god uddannelse. Hvorfor skal jeg sendes hjem? Hvorfor skal jeg det?

- Min familie og jeg står med den samme følelse, som vi havde i Syrien. Vi er nervøse og stressede hver dag. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske i morgen. Måske skal jeg stoppe i skolen, måske skal jeg væk herfra, siger han.

Saad og makkere
Foto: Karoline Lunddal Dam, TV SYD


En af dem, der har arrangeret demonstrationen, er Ditlev Kiil Jørgensen.

Han har gået i folkeskole med Saad og går nu i parallelklasse med ham på Alssundgymnasiet.

- Vi vil have opmærksomhed på det her emne. Saads sag er afgjort, men vi håber, at vi kan skabe opmærksomhed omkring det, så hans sag kan blive genoptaget, og han kan få lov til at blive i Danmark, siger han.

Ditlev Kiil Jørgensen går i E24 på Alssundgymnasiet og bød velkommen til dagens arrangement.
Ditlev Kiil Jørgensen går i E24 på Alssundgymnasiet og bød velkommen til dagens arrangement.
Foto: Karoline Lunddal Dam, TV SYD

- Som ven synes jeg, det er utrolig trist. Men jeg tænker ikke så meget over, hvad udfaldet bliver. Mit fokus er, hvordan vi kan gøre noget ved det, siger Ditlev Kiil Jørgensen.

Rektor for Alssundgymnasiet, Jeppe Kragelund, er også mødt op til demonstrationen. Han er overvældet over, at det ikke bare er Alssundgymnasiet, men også naboskolerne der er dukket op.

- Det er så dejligt, at der er kommet så mange. Det handler ikke om, hvilken skole man er fra, men at man er et ungt menneske, der har noget på hjerte, siger han.

Hvad fremtiden bringer for Saad og hans familie er endnu ikke helt afklaret. Men som det ser ud nu, er det ikke en dansk studenterhue, der kommer til at pryde det unge hoved.

- Jeg forstår ikke, hvorfor jeg og min søster skal på udrejsecenter. Vi kan da bare blive i vores skoler i den tid, det tager for dem at afgøre sagen. Jeg forstår ikke, hvorfor sådan noget sker, siger han.

They are no criminals
Foto: Karoline Lunddal Dam, TV SYD