Gymnasieklasse strandet i Napoli

25 elever og to lærere kan ikke komme fra et hotel i Napoli, efter at de tog på studietur til Italien.

En studietur for 2.m blev ikke helt som forventet. Gymnasieklassen fra Sønderborg Statsskole er nemlig strandet på et hotel i Napoli, hvor de venter på en melding om, hvornår de kan komme hjem.

Rektoren for Sønderborg Statsskole, Ole Kamp Hansen, er i tæt kontakt med rejsebureauet for at få eleverne hjem hurtigst muligt.

Ændrede rejseplaner

De 25 elever og to lærere tog afsted lørdag, men fordi coronasituationen har udviklet sig drastisk de sidste par dage i Italien, forsøgte skolen at få eleverne hjem allerede tirsdag. Det var oprindeligt planen, at klassen først skulle hjem på fredag, men fordi alt er lukket ned i store dele af Italien, har de ikke mange andre muligheder end at være på hotellet. 

Det lykkedes dog ikke at få en hjemrejse i stand tirsdag, og lige nu afventer de, hvordan rejsebureauet snarest får stablet en hjemrejse på benene til gymnasieklassen.

- Eleverne har det godt og er ved godt mod og helbred. Men de er trætte af, at turen ikke blev som ønsket. Nu sidder de på et hotel og venter på, hvad der skal ske, siger Ole Kamp Hansen til TV SYD.

Napoli er orange zone

Selvom klassen er strandet i Napoli, mener rektoren ikke, at eleverne skal i karantæne, når de kommer hjem til Danmark igen.

- Vi har været i tæt kontakt med Udenrigsministeriet, og vi behandler det efter deres anbefalinger. Som det ser ud i dag, ville eleverne kunne komme hjem og begynde på skolen dagen efter, siger Ole Kamp Hansen.

Hvis situationen og anbefalingerne skulle ændre sig for Napoli, tager de selvfølgelig bestik af det, fortæller rektor Ole Kamp Hansen, men lige nu er det svært at spå om, hvad dagen i morgen byder på.