Gymnasielærer vinder pris opkaldt efter naturfagligt idol

Vejen til den gode undervisning starter hos eleverne og deres interesser, fortæller Michael Lentfer Jensen.

På Alssundgymnasiet i Sønderborg kan man se stjerner. Både gennem stjernekikkerten i gymnasiets observatorium, men også i fysiklokalet står en stjerne. Han hedder Michael Lentfer Jensen, og han har netop vundet bronzemedaljen i H. C. Ørstedprisen for sin undervisning i naturfag. Og for en naturfagslærer er en pris opkaldt efter H. C. Ørsted en ret stor ting.

- Når jeg sammenligner, så føler jeg mig sådan lidt ydmyg over at se nogle af de meget store personligheder, der har vundet den her medalje. Det er måske en af de fineste priser, som jeg ser, at man kan vinde for naturvidenskabelig formidling inden for gymnasiumsektoren. Så det er jeg jo selvfølgelig meget stolt over, siger Michael Lentfer Jensen med et stjerneglimt i øjet.

Tager udgangpunkt i eleverne

Den gode naturfagsundervisning starter ved eleverne, fortæller Michael Lentfer Jensen.

- I min undervisning er det eleverne, der driver værket, siger han.

quote

Han sætter os hele tiden til at gøre noget. Hele tiden. Uanset hvordan og hvorledes, så er det altid os, der skal gøre et eller andet. Os der er i fokus.

Mads Riis, fysikelev.

Blandt andet har eleverne lige deltaget i en faldskærmskonkurrence på Syddansk Universitet i Sønderborg, hvor en af elevernes faldskærme vandt en tredjeplads. Og elevinddragelsen fylder meget i Michael Lentfer Jensens timer.

- Nu har jeg været i den her klasse i to uger eller sådan noget, og indtil videre har vi lavet faldskærmsforsøget, og så er vi i gang med muffinsforme og metalkugler lige nu. Jeg vil sige, at vi har okay mange forsøg, fortæller Sara Farag, der har fysik med Michael Lentfer Jensen.

- Han sætter os hele tiden til at gøre noget. Hele tiden. Uanset hvordan og hvorledes, så er det altid os, der skal gøre et eller andet. Os der er i fokus, siger Mads Riis, der også har fysik med Michael Lentfer Jensen.

Eleverne har netop deltaget i en konkurrence, hvor de selv skulle tegne, lave beregninger til og bygge en faldskærm.
Eleverne har netop deltaget i en konkurrence, hvor de selv skulle tegne, lave beregninger til og bygge en faldskærm.
Foto: Heidi Godskesen Rasmussen, TV SYD

Undervisningen med øjnene op fra bogen og hænderne i gang er noget, der virker på eleverne.

- Jeg tror, at man bedre forstår det. Hvis man bare hører teorien, så kan det godt være, at man tror, at man forstår det, men når man så prøver det i praksis og skal regne ting ud, så bliver det måske lidt mere kompliceret, siger Sara Farag.

- Man kommer selvfølgelig til at tænke selv og skal selv overveje alle de muligheder, man har at gøre med. Så man bliver meget bedre til at komme fra problem til løsning, siger Mads Riis.

Penge til teleskoprenovering og rejse

Med prisen følger der to checks. En check på 50.000 kroner til et projekt på gymnasiet, der er sponseret af energiselskabet Ørsted, og et rejselegat på 25.000. Rejsedestinationen ligger ikke fast endnu, men de 50.000 skal gå til en renovering af gymnasiets observatorium.

Michael Lentfer Jensen modtager sin pris mandag i H. C. Ørsted Bygningen i København klokken 20.45.