Hæler udleveret fra Tyskland - og dømt samme dag

En 38-årig litauisk mand er blevet dømt ved Retten i Sønderborg i en sag om groft hæleri.

Bare fordi man er kommet over grænsen med tyvekoster, er man ikke nødvendigvis sluppet af med de danske politimyndigheder. Det måtte en 38-årig litauisk mand erkende, da han sidst i juli blev anholdt i Tyskland i sin varevogn med tyvekoster i varerummet.

Tirsdag erkendte han sig skyldig i for hæleri af en havetraktor og fire cykler fra en virksomhed i Svendborg i juli, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det førte tirsdag ved Retten i Sønderborg til en straksdom på 60 dages fængsel samt udvisning med et indrejseforbud i seks år i en sag om groft hæleri.

Den 38-årige blev anholdt af tysk politi i Schleswig-Holsten i en varebil med de stjålne genstande. De tyske betjente, der havde stoppet køretøjet, fattede mistanke til tingene i varerummet.

Den litauiske mand blev med en retsanmodning udleveret til Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi tirsdag morgen, hvorefter retsmødet fandt sted.