Her vaccineres ældre ekstraordinært

Kommune fik tilbudt 412 vacciner.

Her i weekenden bliver 380 borgere i Sønderborg vaccineret mod covid-19. Hermed hæves den samlede immunitet mod sygdommen i kommunen.

Det foregår i Dybbøl-Hallen, som normalt bruges til boldspil, men denne weekend er den ekstraordinært omdannet til et vaccinationssted.

- Midt i ugen fik vi en henvendelse fra Sygehus Sønderjylland, om vi kunne hjælpe med at vaccinere nogle ekstra borgere, fordi de i Region Syddanmark og på Sygehus Sønderjylland havde fået adgang til nogle ekstra vacciner. De sagde vi selvfølgelig ja til, siger Michael Skriver Hansen, Sundhedschef, Sønderborg Kommune.

quote

Jeg er så glad for, at de bare har sprunget til og sagt ja til opgaven. Det er rigtig godt. En god oplevelse

Michael Skriver Hansen, Sundhedschef, Sønderborg Kommune.

412 vacciner

Kommunen fik tilbudt 412 vacciner, og de gives til borgere på 65 år og op, som modtager personlig pleje og praktisk hjælp. Det er det, sundhedsmyndighederne anbefaler.

380 borgere i Sønderborg har takket ja til vaccinen, og de vaccineres lørdag og søndag. Resten gives til frontpersonalet på plejecentre primært til hjemme- og sygeplejersker, så der er ingen vacciner, der går til spilde, oplyser Michael Skriver Hansen.

Vaccinationerne i Dybbøl-Hallen gives af praktiserende læger samt af personale fra Sønderborgs plejecentre og sygepleje.

- Jeg er så glad for, at de bare har sprunget til og sagt ja til opgaven. Det er rigtig godt. En god oplevelse, siger sundhedschefen.

Lørdag og søndag er Dybbøl-Hallen omdannet til vaccinationscenter for ældre borgere.
Lørdag og søndag er Dybbøl-Hallen omdannet til vaccinationscenter for ældre borgere.
Foto: Line Sahl, TV SYD