Hun vil revolutionere måden, vi kommunikerer over mobilen
Når teknologien er færdig, vil hun prøve at sælge idéen til de store mobiltelefonproducenter.
Det begyndte med, at Roana de Oliveira Hansen talte med sin mor i Brasilien fra Sønderborg i Danmark, hvor hun har boet siden 2008.
Moderen lavede mad, og Roana de Oliveira Hansen savnede duften fra mors køkken.
Kvinden, der har en ph.d. i fysik, fik en idé.
Hvis man kan sende lyd og billeder til den anden side af jorden, hvorfor kan man så ikke sende dufte?
Og nu bliver det ikke kun ved idéen, for Roana de Oliveira Hansen har fået bevilget 2 millioner kroner fra Villum Fondens Experiment-program til at realisere netop dén idé.
Målet er, at der skal sidde en chip i din smartphone, der kan opfange lugten der, hvor du er.
Og ligeledes en anordning i modtagerens telefon, der skal kunne genskabe dén lugt.
- I en telefon har man en mikrofon, som optager alle lyde, men i det her tilfælde vil man have en kunstig næse, som har nogle sensorer, som vil genkende de dufte, man har i et rum. De vil så blive sendt til en anden mobiltelefon, hvor der er en slags "højtaler", der kan udsende duften, siger Roana de Oliveira Hansen.
Det er ikke så nemt som lys, hvor man har farverne rød, grøn og blå
Roana de Oliveira Hansen, lektor, Syddansk Universitet
Sværere end lyd og lys
Men det er langt sværere end at sende lyd og også billeder over distancen.
- Det er ikke så nemt som lys, hvor man har farverne rød, grøn og blå, som skal sættes sammen. Det her er stadig bare begyndelsen, og vi skal først se, hvad der kan lade sig gøre, siger hun.
I første omgang bliver der 25 dufte, som kan sendes - heriblandt kaffe, chokolade, blomster, vanilje, lavendel og jordbær.
Med bevillingen kan Roana de Oliveira Hansen ansætte to nye til laboratoriet i Sønderborg udover hende og en anden.
En næse for kød
Hendes kollega på laboratoriet arbejder med at udvikle enheden, der skal udsende duften hos modtageren.
Og Roana de Oliveira Hansens opgave er så at udvikle den enhed, der kan opfange duften hos afsenderen.
Men det er ikke nyt for hende at arbejde med "digitale næser".
Hun har nemlig allerede arbejdet med at udvikle en digital næse, der kan vurdere friskheden af kød og fisk.
Og hun ser eksempelvis for sig, at teknologien ville kunne bruges til datingapps, til reklamer men også til biograffilm.
Om to år regner hun med at have en prototype klar, og hun vurderer, at teknologien ville kunne blive sat i mobiltelefoner om 10 år.
- På et tidspunkt - hvis vi har gode resultater - vil vi undersøge, om telefonproducenterne vil bruge teknologien, men der er lang vej endnu, siger hun.