I 58 år har Viggo været med til at slukke ildebrande - men nu lukker brandstationen

Den sønderjyske familie af frivillige brandmænd har fået et medlem mindre. Vester Sottrup Brandstation har besluttet at lukke sig selv, og dermed er det også enden for flere af de frivillige brandfolk.

Har du prøvet at lave noget i 58 år og så stopper det?

Det har 87-årige Viggo Autzen fra Vester Sottrup, der i sidste uge måtte sande, at det er slut med brandfolk i byen, der ellers har haft sin station siden efterkrigstiden i 1946. 

- Det er kedeligt. Men der er ikke så meget at gøre ved det, siger han. 

Han fortæller, at han var ved at nå alderen, hvor han måtte træde til side. Han ville dog gerne, at brandstationen kunne fortsætte, da han synes, stationen udgør en vigtig brik i Sønderjylland.

- Det spændende er jo at hjælpe andre mennesker, der er i klemme. Vi har kørt til mange store brande, og der kan være mange arbejdspladser, der står på spil, siger Viggo Autzen, der stadig får et adrenalin-kick, når sirenerne lyder.

I Sønderjylland er brandværnene baseret på frivillighed modsat andre steder i landet, hvor brandmændene ofte er deltidsansatte og modtager løn for deres arbejde. Sådan har det været siden 1864, hvor tyskerne indførte de frivillige brandmænd. 

En stolt tradition der nu er fortid i den sønderjyske by i Sønderborg Kommune.

Ingen virksomheder - ingen brandfolk

Sammen med de andre frivillige brandmænd har han forsøgt at få unge mennesker til at blive frivillige brandmænd. 

Men det er en udfordring i dag, for der er ikke mange af de unge, der ifølge afdelingen bliver boende i Vester Sottrup og dermed kan være på stationen i løbet af de lovpligtige fem minutter. 

- Vores største problem er, at vi ingen virksomheder har i byen. For hvis vi endelig får fat i nogle unge mennesker, arbejder de i Sønderborg, Aabenraa, Guderup og så videre. Og så kan de ikke være her, siger kaptajn i Vester Sottrup Frivillige Brandværn, Ken Julius. 

Viggo Autzen (tv), Ken Julius (midt) og Svend Erik Feldstedt (th) bliver nogle af de sidste brandmænd på Vester Sottrup Brandstation.
Viggo Autzen (tv), Ken Julius (midt) og Svend Erik Feldstedt (th) bliver nogle af de sidste brandmænd på Vester Sottrup Brandstation.
Foto: Jonas Ravnkilde Johansen

Det har igennem længere tid været en udfordring, og efter et par oplevelser, hvor man ikke har kunnet leve op til aftalen med kommunen, måtte den tunge beslutning blive truffet. 

Nogle af de ting, der kræves, er at stille med minimum fire mand døgnet rundt, og her har det været særligt svært at dække ind på indsatsleder-posten. 

- Det kan ikke lønne sig at fortsætte. Det skal heller ikke være sådan, at borgerne i Sottrup ikke kan regne med os halvdelen af gangene, og så er det bedre, at vi stopper, mens legen er god, siger Ken Julius.

En plan for fremtiden

Ken Julius fortæller dog, at borgerne ikke skal være bange, fordi deres brandstation lukker. Det samme siger borgmester i Sønderborg, Erik Lauritzen, der i en pressemeddelelse forsikrer, at der stadig vil blive slukket ildebrande og komme hjælp til området.

Fremadrettet vil det blive Ullerup Frivillige Brandværn, Broager Frivillige Brandværn og Beredskab Sønderborg, der overtager området. 

Vester Sottrup Brandstation
Vester Sottrup Brandstation.
Foto: Jonas Ravnkilde Johansen

Men for Viggo Autzen, der i 2015 modtog hæderstegnet af dronningen, er livet som brandmand slut. 

- Jeg er bange for, at jeg kommer til at savne det. Men jeg er pensionist, så jeg har også andre ting at give mig til, lyder det fra ham.

Den 31. januar lukker brandstationen officielt, hvor de frivillige tager afsked med hinanden.