Landende fly chikaneret med laserlys

Fly under landing og en politibil er blevet chikaneret med laserlys i Sønderborg.

I flere tilfælde har ukendte gerningsmænd i Sønderborg-området chikaneret trafikanter både i luften og på jorden.

Nu håber Syd- og Sønderjyllands Politi på hjælp til at afsløre, hvem der står bag.

Det sker efter flere episoder natten mellem lørdag og søndag, hvor der er sket chikane med grønt laserlys i Sønderborg. 

Flere biler er blevet belyst, ligesom et fly, der lagde an til landing i Sønderborg Lufthavn, også var tæt på at blive fanget af den stærkt blændende lysstråle, som i værste fald kan lamme pilotens syn.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog lørdag klokken 23.50 anmeldelse om, at flere biler var blevet belyst med grønt laserlys, når de kørte forbi parkeringspladsen ved havnekajen i Sønderborgs centrum. Også en politibil blev belyst med laserlys.

Tre timer senere klokken 03.00 natten til søndag modtog politiet endnu en anmeldelse om, at en grøn laserstråle var tæt på at ramme et fly, der var ved at lægge an til landing i Sønderborg Lufthavn.

Ifølge pilotens oplysninger kom laserlyset fra Sønderborg-bydelen Ulkebøl.

Brug af laserlys mod for eksempel biler og fly kan være særdeles farligt. Og sådanne hændelser, der forstyrrer sikkerheden, kan under skærpede omstændigheder straffes med fængsel i op til seks år.

Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner, der har set nogen affyre laserlys i løbet af natten mellem lørdag og søndag, eller som i øvrigt har oplysninger i sagen.