TV der bevæger dig

Landsby søger ny købmand til at overtage butik

Lokalsamfundet har købt folkeaktier og Realdania har skudt penge i projektet.

Butikken i Tandslet mangler en ny købmand. Foto: Claes Adel

Den lokale købmand i den lille landsby Tandslet på Sydals skal på pension, og derfor står lokalsamfundet nu med lidt af et problem. Ingen står til at overtage butikken, men borgerne i Tandslet giver ikke op så let. Derfor er de nu gået i gang med at skrabe penge sammen og finde en ny købmand.

- Det er et forholdsvis stort projekt, fordi vi har nogle ambitioner om at forny butikken, fortæller Jens Peter Kaad fra Tandslet.

Læs også Købmand får 2.112.000 kroner af sine naboer

Faktisk står lokalsamfundet klar med lidt af en gave til den kommende købmand. Ikke bare har man gjort en masse forarbejde, man har også skaffet en masse penge til projektet. Realdania har skudt 900.000 kroner i projektet, og derudover har der været folkeaktier til salg, som har skrabet 600.000 kroner ind.

Læs også Købmandens røde bånd er klippet i Nim

Pengene skal blandt andet bruges på at give butikken en kærlig hånd, da lageret skal gøres større og hele butikken skal moderniseres – og så mangler de bare at finde den helt rigtige købmand.