TV der bevæger dig

Lorentzen: Elfærger er et godt alternativ til en bro mellem Als og Fyn

Jeg har svært ved at se, at vi får en bro mellem Als og Fyn, siger SF'er Karina Lorentzen, der er positivt stemt overfor ideen om at indsætte elfærger frem for dieselfærger på ruten.

Karina Lorentzen er positivt stemt overfor ideen om at indsætte elfærger på ruten mellem Als og Fyn. Det er et mere realistisk projekt end en bro, siger SF'eren, der er formand i Udvalget for Landdistrikter og Øer. Foto: Sofie Skov, TV SYD

- Jeg tror, at elfærger er kommet for at blive. Vi skal gøre mere for at fremme den form for transport. Så det er sød musik i mine ører, siger SF's Karina Lorentzen til det forslag om at indsætte elfærger fremfor dieselfærger på ruten mellem Als og Fyn, som projektgruppen Als Fyn Broen i dag er kommet med.

Om det (elfærger) bliver en midlertidig foranstaltning i forhold til at næste skridt skal være en bro, er jeg mindre overbevist om.

Karina Lorentzen (SF), formand i Udvalget for Landdistrikter og Øer

Mens projektgruppen ønsker elfærger som en midlertidig foranstaltning, indtil der en dag kommer en bro, er Karina Lorentzen, der er formand i Udvalget for Landdisstrikter og Øer, langt mere skeptisk over for den idé.

Bro er mindre realistisk

- Jeg har svært ved at se, at vi får en bro mellem Als og Fyn. Indtil videre synes jeg ikke, at jeg har set rapporter, som siger, at det er en samfundsøkonomisk god ide, så jeg tror måske, at det projekt er mindre realistisk end elfærgerne, siger hun.

Læs også De vil udskifte dieselfærger med elfærger mellem Als og Fyn

Hun er derimod ikke i tvivl om, at elfærgerne vil være en samfundsmæssig gevinst for Danmark.

Elfærger reducerer CO2-belastning

- Det giver rigtig god mening, at vi får elektrificeret vores færgedrift. For det første, fordi vi skal udnytte den grønne vindmøllestrøm. For det andet, fordi vi skal have reduceret CO2-belastningen til 70 procent, siger Karina Lorentzen.

- Men om det bliver en midlertidig foranstaltning i forhold til, at næste skridt skal være en bro, er jeg mindre overbevist om. Men man skal aldrig sige aldrig, for jeg ved, de kæmper hårdt for det i projektgruppen. 

Mest sete på tvsyd.dk