L:Ron:Harald maler 30 meter langt grafittiværk på værested for handicappede

Et 30 meter langt graffitiværk af multikunstneren L:Ron:Harald vil fremover pryde væggene på værestedet Saabu Østerlund i Nordborg. Kunstneren håber, at hans værk kan appellere til glæde og genkendelse hos beboerne.

Når man er grafittimaler med hang til store armbevægelser og har en skabertrang som L:Ron:Haralds, skal man bruge plads. Helst meget af den.

quote

Jeg har selv været indlagt i psykiatrien med en depression. Jeg husker tydeligt, hvad det gjorde ved mig, at jeg kunne kigge på noget flot kunst.

L:Ron:Harald, multikunstner

Det har multikunstneren i den grad fået på Saabu Østerlund i Nordborg, som er et værested og værksted for fysisk og psykisk handicappede.

Her har L:Ron:Harald gennem de sidste måneder graffitimalet et 30 meter langt og tre meter højt værk og udsmykket to store mure i et metalværksted med sin kunst.

Boblede over med malelyst

-  Mit hoved kører med 380 kilometer i timen hele tiden. Jeg gik og boblede over med en masse malelyst og ideer, så jeg tog kontakt til Sønderborg Kommune for at høre, om der var nogen, der kunne have glæde af det, fortæller kunstneren.

For kunstneren, der udfører arbejdet ulønnet, har projektet også stor personlig værdi. 
For kunstneren, der udfører arbejdet ulønnet, har projektet også stor personlig værdi. 
Foto: L:Ron:Harald

Tilbagemeldingen fra kommunen var straks positiv og for kunstneren, der udfører arbejdet ulønnet, har projektet også stor personlig værdi. 

 - Jeg har selv været indlagt i psykiatrien med en depression. Jeg husker tydeligt, hvad det gjorde ved mig, at jeg kunne kigge på noget flot kunst. Et maleri, en akvarel, et fint blad. Man kan bruge det som et fikspunkt eller keglepunkt, der giver energi på en dag, hvor man måske ikke rigtig kan noget, fortæller L:Ron:Harald.  

- Hvis jeg kan være med til at sprede nogle vitaminer for øjnene, til mennesker der har det svært, så kan det ikke være helt galt, tilføjer han.

Genkendelige motiver

Inspirationen til graffitimotiverne har han blandt andet hentet i Disneys tegnefilmsunivers. Nogle vil måske kalde værkerne simple, men for L:Ron:Harald er det vigtigt, at motiverne er i øjenhøjde med dem, der skal se på dem til dagligt.

- Hvis man er udfordret på flere måder og har meget at gøre op med hver dag, så er det de små ting, der tæller. Hvis Anders And står med en stor vaffelis og smiler, kan mange synes, det er banalt. Men det behøver det jo ikke være for den, der kigger på det, siger kunstneren, der blandt andet har malet Anders And og Mickey Mouse i gamle versioner fra 1930'erne.

Hvis Anders And står med en stor vaffelis og smiler, kan mange synes, det er banalt. Men det behøver det jo ikke være for den, der kigger på det, siger kunstneren.
Hvis Anders And står med en stor vaffelis og smiler, kan mange synes, det er banalt. Men det behøver det jo ikke være for den, der kigger på det, siger kunstneren.
Foto: L:Ron:Harald

- Især den væg er mange glade for, fordi den trykker på nogle knapper, der vækker genkendelse, fortæller L:Ron:Harald, som langt fra er færdig med sine graffitimalerier.

Aftalen med Sønderborg Kommune er nemlig, at han skal udsmykke yderligere seks væresteder med graffiti.