Mand idømt fængsel for tyveri og databedrageri

Bedrageri med aflurede pinkoder og stjålne dankort betyder fængsel for rumænsk mand.

En 24-årig mand aflurede pinkoder og stjal dankort fra især ældre kvinder, og har hævet omkring en kvart million kroner.

Torsdag den 20. januar blev han dømt ved retten i Sønderborg.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Retten i Sønderborg idømte den 24-årige rumænske mand et år og tre måneders fængsel. Manden blev dømt for 58 forhold, som blandt andet indebærer, at han i 2017 stjal et dankort fra en kvinde i Varde og hævede omkring 15.000 kroner på kortet.

Manden har i flere år afluret pinkoder, når kunder betalte for varer, og har efterfølgende stjålet kortene fra kundernes kurve eller biler. 

I alt har 25 personer fået stjålet deres dankort og er sammenlagt blevet bedraget for omkring 250.000 kroner. Politiet oplyser, at det især er gået ud over kvinder mellem 75 og 85 år. 

Hentet tilbage fra Rumænien

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser videre, at tyverierne er sket over det meste af Danmark siden sommeren i 2016 til efteråret i 2018. 

Han er før blevet anholdt og idømt to års fængsel i Sverige for lignende forhold. Efter dommen i Sverige er manden sendt til afsoning i Rumænien.

Siden har Syd- og Sønderjyllands udlændingekontrolafdeling efterforsket sagen, og fik manden hjem fra Rumænien, så han kunne blive retsforfulgt for sine kriminelle handlinger i Danmark.