For tiden sover Anna-Lena Johannsen ikke rigtigt om natten.

Selvom det egentlig er snart fire år siden, at hendes søn var ude for den ulykke, som sendte ham i livsfare på en helt almindelig fredag aften.

I mareridt genspiller ulykken sig igen og igen. Engang imellem handler mareridtene også om, at der sker noget med hendes andre børn.

- Der er blevet plantet en angst for at miste. Fordi jeg har set, hvor galt det kan gå, fortæller Anna-Lena Johannsen.

6. november 2020

En novemberaften i 2020 ændrede Anna-Lena Johannsens og hendes families liv sig på et splitsekund.

På en mark ikke så langt fra deres hjem nord for Gråsten kørte hendes søn Noél Johannsen på en nyindkøbt ATV, som han selv havde sparet op til.

Imens var Anna-Lena derhjemme og ventede på, at han kom hjem for at spise pizza.

De aftalte klokken 17.

- Men da klokken blev 17, kom Noél ikke, og jeg blev irriteret over, at han ikke overholdte vores aftale, fortæller hun.

Pludseligt kom to fremmede personer ind i hendes køkken og spurgte hende, om hun havde en søn, der kørte ATV. For der var sket en ulykke.

Først troede hun ikke, at det var alvorligt, men hun kiggede en ekstra gang på manden og fornemmede nu, at den var helt galt.

Her begyndte Noéls kamp for at komme tilbage, men her begyndte også Anna-Lenas frygt for at miste.

Han skulle ikke have overlevet

Mens helikopteren var på vej, havde Anna-Lena Johannsen bevæget sig ned i grøften til sin søn, der lå og kiggede op i luften.

Han var blevet slynget flere meter hen ad vejen efter at være blevet påkørt af en bil, da han rent faktisk var på vej hjem for at spise pizza.

Hun prøvede at få kontakt til ham, men selvom hans øjne var åbne, var han ikke til at få kontakt med.

- Jeg sagde til ham, at jeg var der for ham, fortæller hun.

Noél blev fløjet til Odense Universitetshospital, hvor han blev lagt i kunstigt koma, fordi han ifølge Anna-Lena havde en masse blødninger og et forhøjet tryk i hjernen.

Efter et par uger forsøgte de at vække ham, og først viste han gode tegn ved at bevæge sig lidt. Men så blev han ramt af en hjerneblødning.

- Det var virkelig voldsomt, og vi var så tæt på at miste ham, siger Anna-Lena Johannsen.

Hun fortæller, at de fik at vide, at slagene på hovedet fra ulykken og hjerneblødningen var medvirkende til hjerneskaden.

Noél blev igen lagt i kunstigt koma, men da han efter i alt seks uger i koma blev vækket igen, var han helt fjern. Han virkede ikke til at forstå, hvad der blev sagt.

- Det er en forfærdelig tanke, men jeg tog mig selv i at tænke, at hvis det var sådan, det skulle være, så skulle han ikke have overlevet. For det ville ikke blive et værdigt liv, siger hun.

Hører jeg hans stemme igen?

Anna-Lena Johannsen stod i en situation, hvor hun ikke kunne bakke ud. Ikke ville bakke ud. Hun ville være den stærke og stædige mor, som hjalp hendes søn tilbage til et godt liv.

- Pårørende reagerer ofte først senere end den ulykkesramte. Det sker oftest, når den ramte er på fode igen, fordi der er brug for nogen, som holder hovedet koldt og mobiliserer al sin energi i situationens alvor, forklarer Mette Nyrup, der er psykolog ved Ulykkespatientforeningen.

Anna-Lena Johannsen blev tilbudt psykologsamtaler på hospitalet til at håndtere chokket, men det, der fyldte mest, var tankerne om, hvilket liv han ville komme til at få.

- Jeg sad ved siden af ham og tænkte på, om jeg ville komme til at høre hans stemme igen, fortæller hun.

I månederne efter opholdte Noél sig på et rehabiliteringscenter i Hammel, hvor han skulle lære alt forfra igen.

I løbet af rehabiliteringen blev han lige så stille mere klar i hovedet. Og en dag ved hans seng sad Anna-Lena og prøvede at få Noél til at tale. Og pludselig var der respons.

Psykisk kamp

Den fysiske genoptræning gik langsomt fremad. Først kunne han vrikke med en tå, så løftede han benet langsomt, og efter måneders genoptræning var han oppe at stå med stativ. Dog var det med forventningen om, at det meste af livet skulle foregå i en kørestol.

I forløbet, der først foregik i Hammel og derefter på Vejlefjord Rehabilitering, pendlede Anna-Lena og hendes kæreste, Jakob Skott, frem og tilbage og forsøgte at balancere mellem at støtte Noél og tage sig af deres to små børn derhjemme.

Samtidig begyndte Anna-Lena på antidepressiv medicin, som hun havde kendskab til fra tidligere depressioner.

- Det var virkelig svært at holde samling på det der og se Anna-Lena være i spåner hele tiden, siger Jakob Skott.

Ifølge psykolog Mette Nyrup har fire ud af fem pårørende til personer, der har været udsat for en ulykke, tegn på psykiske problemer som angst, stress, depression og PTSD. Tallet er baseret på de opkald, de får gennem Ulykkeslinjen.

På Vejlefjord gik det for Noél modsat bedre og bedre.

Men mens han blev mere klar i hovedet og blev mere bevægelig, blev han også mere bevidst om de ting, han ikke længere kunne.

Her begyndte ensomheden at fylde, da han først blev placeret på en voksenafdeling uden jævnaldrende.

- Det var hårdt at se ham sådan, for han kæmpede virkelig for at komme ovenpå, siger Anna-Lena Johannsen.

Senere blev han flyttet til en afdeling for unge, og her tog udviklingen virkelig fart, og han voksede som person, fordi han fik jævnaldrende, han kunne være sammen med.

Hendes tid til at reagere

Lige før sommerferien 2023 skete det så.

Noél var kommet så langt, at han nu var klar til at komme hjem. Så det skulle han, mente Anna-Lena Johannsen.

En ny tilbygning indrettet til kørestol stod klar, og for første gang i tre år skulle de til at leve et nogenlunde almindeligt familieliv. Men sådan blev det ikke.

Anna-Lena fik et chok over alle de ting, som Noél stadig havde brug for hjælp til. Han skulle sættes i gang, når han skulle noget og have hjælp til hygiejne.

- Det var et fuldtidsarbejde. Jeg tror, at kombinationen af det, og at vi var samlet som familie igen, gav mig plads til at reagere, siger hun.

En dag, hvor hun var på vej hjem fra arbejde, fik hun et 'blackout', hvor hendes kæreste satte tingene på spidsen.

- Jakob sagde til mig, at jeg skulle søge hjælp, og ellers ville han ikke mere. Derefter blev jeg diagnosticeret med PTSD og sygemeldt fra mit arbejde.

- De fleste reagerer småt løbende, men typisk efter to til tre år kommer den svære periode. Det er ofte der, at den forventede hverdag begynder at tegne sig, forklarer psykolog Mette Nyrup.

Noéls tid til at have det godt

I dag har Anna-Lena været sygmeldt i mere end et år, og hendes mareridt er blevet værre igen.

Det er det, fordi hun netop har sendt Noél på en specialefterskole i Dybbøl, hvilket betyder, at de kun ses i weekenderne.

Men det gode er, at Noél er glad og nyder livet på efterskolen. Han har manglet sociale fællesskaber, og det får han nu.

At han er der, hvor han er nu, var ikke givet, da han lå i grøften for fire år siden. Det skal Anna-Lena minde sig selv om.

- I det daglige er man meget fokuseret på nuet og udfordringerne, men når jeg ser gamle videoklip og billeder, så er det jo så sejt, og det hele kunne have været meget værre, siger hun.

Anna-Lena er fortsat sygmeldt og går i terapi et par gange i ugen for at få det bedre.