Millioner skal sikre rensning af forurenet strand på Als

Danfoss bidrager med 25 millioner til rensning af Himmark Strand, som blev forurenet af Danfoss-affald i 1950'erne og 1960'erne.

For lidt over et år siden kom Himmark Strand på Als med på den lidet flatterende liste over generationsforureninger i Danmark.

En partnerskabsaftale mellem Region Syddanmark, Sønderborg Kommune og virksomheden Danfoss skal medvirke til at sikre, at Himmark Strand nu bliver ryddet for forureningen.

Forurening skal være fjernet allerede i 2023

Ambitionen er, at det skal være gennemført i 2023, meddeler Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

- Vores samarbejde omkring Himmark Strand er ikke nyt, men nu forpligter vi os til både at komme godt i gang og godt i mål med oprensningen, siger Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, i pressemeddelelsen.

- Jeg er sikker på, at vores nye partnerskab vil komme både oprensningen og de mange syddanskere, der glæder sig til at tage området i brug igen, til god gavn, siger hun.

Generationsforureninger er blandt andet kendetegnet ved, at det vil koste mere end 50 millioner kroner at undersøge og fjerne dem. Og at forureningen vil udgøre et problem i mange generationer i fremtiden, hvis der ikke bliver gjort noget ved den.

Der er afsat 50 millioner kroner på finansloven for i år og i alt 630 millioner kroner til og med 2025 til at gå i gang med de første af de i alt ti generationsforureninger i Danmark, hvoraf Himmark Strand altså er en af dem.

Oprydningen af forureningen sætter nu skub i planerne om et vandland, 500 feriehuse, campingpladser og hoteller i området på Nordals. Et projekt der løber op i en samlet pris på over en milliard kroner.

Mere end 60 år gammelt farligt affald fjernes

I 1950'erne og 1960'erne opstod der kraftig forurening på Himmark Strand, efter at affald fra Danfoss' produktion blev bortskaffet ved at grave det ned.

Danfoss vil bidrage med 25 millioner kroner som et supplement til de midler, som rensningen af Himmark Strand får tilført via finansloven.

Virksomheden har tidligere bidraget med cirka ti millioner kroner til forundersøgelsen, der skulle kortlægge problemets omfang.

Ifølge Region Syddanmark kommer prisen for fjernelse af forureningen på Himmark Strand forventet til at ligge et sted mellem 133 millioner kroner og 172 millioner kroner.

FAKTA: Ti store forureninger i Danmark venter på oprydning

Der er på finansloven for i år afsat 630 millioner kroner fra i år og frem til 2025 til oprensning.

Der er i alt ti generationsforureninger i Danmark.

Generationsforureninger er blandt andet kendetegnet ved, at det vil koste mere end 50 millioner kroner at undersøge og oprense dem.

De nuværende ti generationsforureninger er:

  • Grindstedværket, Grindsted: Forurening med giftigt spildevand.
  • Kærgård Klitplantage nord for Esbjerg: Forurening med giftigt spildevand fra blandt andet Grindstedværket.
  • Himmark Strand på Als: Deponering af kemikalier fra Danfoss.
  • Gammel fabriksgrund ved Cheminova, Harboøre Tange: Forurening fra produktion af pesticider.
  • Cheminovas nuværende fabriksgrund, Harboøre Tange: Forurening fra produktion af pesticider.
  • Høfde 42 ved Cheminova, Harboøre Tange: Forurening fra produktion af pesticider.
  • Skuldelev, Frederikssund: Forurening ved byen Skuldelev med klorerede opløsningsmidler fra metalvirksomhed.
  • Naverland ved Albertslund: Forurening med klorerede opløsningsmidler.
  • Den tidligere Collstrup-grund ved Esrum Sø: Arsenforurening fra virksomheden Collstrup.
  • Lundtoftevej 150 og 160, Lyngby: Forurening med klorerede opløsningsmidler fra tidligere køleskabsfabrik.

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet, Danske Regioner, Region Syddanmark.