Musikchef fratræder efter otte år

Musikchef ved Sønderjyllands Symfoniorkester, Nikolaj Andersen, fratræder sin stilling.

Sønderjyllands Symfoniorkester mister efter otte år deres musikchef. 

Det er ifølge en pressemeddelelse fra orkesteret personlige overvejelser, der gør, at musikchef Nikolaj Andersens fratræder sin stilling.

- Efter otte år som chef for Sønderjyllands Symfoniorkester er tiden for mig nu kommet til at vende et blad i livets bog og starte på et nyt livskapitel. Jeg kan med tilfredshed konstatere, at vi sammen i et arbejdsfællesskab har opnået særdeles positive resultater i de forløbne år. Resultater som jeg glæder mig over at kunne se på med lige dele ydmyghed og stolthed, udtaler Nikolaj Andersen.

Ifølge bestyrelsesformand Simon Faber har orkesteret meget at takke den afgående musikchef for: 

-  Nikolaj er lykkedes med at både at rette op på en stærkt presset økonomi og styre orkestret helskindet gennem to år med pandemien. I sidste uge kunne han så - måske for første gang i sine otte år ved roret - fremlægge et uindskrænket fuldtonet og flot sæsonprogram, som vi ser meget frem til at opleve.

Denne sæson markerer 60-året for landsdelsorkestret, og orkesteret begynder jubilæumsåret med en turné til Færøerne og Grønland i september under ledelse af chefdirigent Johannes Wildner. 

Bestyrelsen bag Sønderjyllands Symfoniorkester arbejder på at få ansat en ny musikchef, der kan tiltræde til august.