Nye ruter skal lokke flere turister til at trampe i pedalerne

Sønderjylland er blandt tre områder, der er udvalgt til at blive testområde for et nyt rutesystem, der skal gøre det let at finde rundt som cykelturist.

Det skal være nemt at være cykelturist i Sønderjylland. 

Derfor ansøgte Destination Sønderjylland i samarbejde med de fire sønderjyske kommuner om at blive testområde, da Dansk Kyst og Naturturisme efterlyste interesserede samarbejdspartnere til projektet ”Bedre vilkår for cykelturismen”. 

Nu er ansøgningerne vurderet og Sønderjylland er et af de tre områder, der er udvalgt til at blive testområde for et nyt knudepunktssystem.

Efter hollandsk mønster

Systemet kendes bl.a. fra Holland, hvor cyklisterne nemt kan navigere rund via et simpelt nummersystem, der bringer gæsterne forbi de mest interessante cykelsteder, og samtidig giver gæsten mulighed for at planlægge sine egne ruteforløb.

- Cykelturisme har længe været et indsatsområde for vores udviklingsarbejde, hvor vi bl.a. har arbejdet med at forberede erhvervet til at kunne levere den service og de produkter som denne kundegruppe efterspørger. Med dette projekt, begynder vi også at kigge på, at forbedre infrastrukturen, og så vil vi snart kunne måle os med de bedste cykeldestinationer i Europa, siger direktør for Destination Sønderjylland, Karsten Justesen, i en pressemeddelelse.

Skal udnytte Tour-effekten

Indsatsen på cykelområdet går godt i spænd med kommunernes indsats på cykelområdet og de planlagte megaevents som VM i Mountainbike Marathon og ikke mindst Tour de France, der næste år ruller igennem området. 

- Det handler om at få slået Sønderjylland fast som en attraktiv cykeldestination, så vi både nu og i fremtiden kan tjene penge på cykelturismen fortæller Karsten Justesen. Projektet løber frem til 2023 og undervejs skal erfaringerne fra testområderne deles med andre interesserede kommuner og destinationssamarbejder, så knudepunktsystemet på sigt kan rulle ud i hele landet.

Også i Vejle og Varde Kommuner arbejdes der lige nu med at udvikle nye rutetilbud til cykelturister.

Cykelturisme i Sønderjylland

Destination Sønderjyllands fokus på cykelturisme har foreløbigt resulteret i følgende:

  • 57 Bikefriends i Sønderjylland (Virksomheder hvor gæsterne kan benytte toilettet og få fyld vandflasken)
  • 38 Opsatte bikestations (Standere, hvor gæsterne kan lave småreparationer af deres cykler)
  • Ny cykelbog om National Cykelrute N8 (Østersøruten)
  • Ny cykelbog om Flensborg Fjord ruten
  • Nyt billede- og filmmateriale til markedsføring af områdets cykelpotentiale