Nyt Michelin-stjernedrys rammer lokale restauranter

Restaurant Lyst i Fjordenhus på Vejle Havn opnåede mandag aften sin første Michelin-stjerne. Der faldt også for første gang en Michelin-stjerne ned over Sønderborg og vakte jubel på Restaurant Syttende på toppen af Hotel Alsik.

En funklende Michelin-stjerne fandt vej til Sønderborg og vakte jubel på Restaurant Syttende på Hotel Alsik, der kun har været åben i kort tid.

quote

Vi er stadig brandnye, så det er både et stort og skønt øjeblik.

Jesper Koch, chefkok, Restaurant Syttende, Sønderborg

Restauranten, der ligger på toppen af Hotel Alsik, slog dørene op den 23. oktober 2019 – og har som alle andre restauranter været hårdt ramt af corona-restriktionerne.

Derfor er det også en stor opmuntring for chefkok Jesper Koch, at Restaurant Syttende allerede nu kan smykke sig med en Michelin-stjerne.

- Vi er stadig brandnye, så det er både et stort og skønt øjeblik. Mit hele liv er at arbejde i et køkken. Stjernen er en stor ære for mig, min familie og mine medarbejdere og hele hotel Alsik, siger en meget glad Jesper Koch.

Restaurant Syttende, der ligger på toppen af Hotel Alsik, slog dørene op den 23. oktober 2019.
Restaurant Syttende, der ligger på toppen af Hotel Alsik, slog dørene op den 23. oktober 2019.

Endnu en stjerne til Vejle

Restaurant Lyst i Fjordenhus åbnede første kgang  i november 2019 - og nu små to år senere blev restauranten og dens køkkenchef  Daniel McBurnie belønnet med en Michelin-stjerne, da de skandinaviske Michelin-stjerner i aften blev uddelt i Stavanger.

Dermed har Vejle nu to Michelin-restauranter, da MeMu bevarede sin ene stjerne.

- Det er fantastisk. Det har været vores mål hele tiden at nå international anerkendelse og tiltrække også et udenlandsk publikum. Stjernen vil jeg tilegne vores stifter Morten Kirk Johansen, der desværre ikke selv nåede at opleve det inden sin alt for tidlige død, 47 år gammel, i begyndelsen af året, lyder den første reaktion fra køkkenchef Daniel McBurnie.

Kunstneren Olafur Eliasson har tegnet Fjordenshus og indrettet restauranten, der kun har plads til 28 gæster.

En menu med 20 serveringer koster 2.300 kroner - og prisen på en vinmenu begynder ved 1.500 kroner.

Køkkenchef Daniel Mcburnie i Restaurant Lyst.
Køkkenchef Daniel Mcburnie i Restaurant Lyst.
Foto: Jørgen Guldberg

Tre restauranter bevarer stjernerne

Henne Kirkeby Kro (to stjerner), - MeMu, Vejle (én stjerne) og - Ti Trin Ned, Fredericia (én stjerne) bevarer deres stjerner, hvorefter der nu er fem michelin-restauranter i TV SYDs område.

I Fredericia ser Gitte Jæger, der er PR-ansvarlig for 10 Trin Ned frem til nye Michelin-kolleger.

- Det gør Syd- og Sønderjylland mere interessante for gastro-turister fra både ind- og udland. Vi skal også være mere skarpe, når der bliver flere bud på Michelin-oplevelser, siger Gitte Jæger, der også kan melde om en sommer med stor travlhed og mange glade gæster.

Grønne stjerner til to lokale

To lokale restauranter fik tildelt den grønne femkløver, som markerer, at restauranterne har lavet særlige tiltag for at fremme bæredygtighed i deres køkkener.

Det kan for eksempel være begrænsning af madspild, prioritering af økologi eller dyrkning og brug af lokale råvarer.

I alt blev der uddelt ni grønne femkløvere mandag aften. Norge, Sverige og Finland fik én hver, mens seks gik til danske restauranter - heriblandt Henne Kirkeby Kro, Henne, og Lyst, Vejle.

Det betyder Michelin-stjernerne

- Tre stjerner i Guide Michelin betyder, at en restaurant er "værd at rejse efter".

- To stjerner betyder, at restauranten er "en omvej værd".

- En stjerne betyder, at det er en "rigtig god restaurant i sin kategori".


Der er fem kriterier, som Michelin-folkene vurderer restauranterne på:

1. Kvaliteten på råvarerne.

2. "Håndværket" - altså smagen og tilberedningen.

3. "Personligheden" - hvor godt det er lykkedes for kokken at finde sit eget udtryk.

4. "Noget for pengene".

5. "Kvalitet over tid" - det skal være en lige fantastisk oplevelse, uanset hvornår man besøger restauranten.

Kilde: Michelin / Kristeligt Dagblad

Restaurant Lyst i Fjordenhus i Vejle.
Restaurant Lyst i Fjordenhus i Vejle.
Foto: Jørgen Guldberg