Opfordring til fødselaren: - Vent ikke til du er pensionist med at skrive bøger og spille musik

To lokale borgmestre hylder transportminister Benny Engelbrechts (S) mangeårige dedikation og loyalitet for det sønderjyske i anledning af hans 50 års fødselsdag tirsdag.

Med mere end 22 års erfaring som alt fra tjener, rengøringshjælp, journalist og radiovært til underviser, skoleleder og marketingschef, var det ikke en politisk karriere, der ved folketingsvalget i 2007 sendte Benny Engelbrecht i Folketinget.

Han var en politisk nybegynder, der dog i årene op til kommunalvalget i den nye store fusionskommune Sønderborg havde fungeret som en slags kampagnechef for daværende borgmester Jan Prokopek Jensen (S). 

Det var den tidligere socialdemokratiske borgmester i Gråsten, Bendt Olesen, der opfordrede den unge Engelbrecht til at stille op som områdets nye folketingskandidat.

- Alle politikere og folketingskandidater har deres styrker, men der hvor Benny overskygger dem alle, er med hans flittighed og utrolig store sympati. Det fik jeg hurtigt øje på, og derfor var han i min optik en oplagt folketingskandidat, fortæller Bendt Olesen.

Sønderjyde uden lokal dåbsattest

Den 4. august er det præcis 50 år siden, at Benny Engelbrecht kom til verden. Han er født og opvokset på Amager. Som ung drømte han om at blive rockstjerne, arbejde som studievært og have sin egen musikbutik.

Som 20-årig flyttede han til Sønderjylland, og selvom dåbsattesten ikke er lokal, er Sønderjylland blevet en uundgåelig del af både hans personlige og politiske liv. 

quote

Som et ekko af mine sko, har jeg stoltheden ved at bo, på en egn hvor vi gør det selv, og ”mojn” betyder goddag og farvel.

Benny Engelbrecht i sangen ”For Sønderjylland”

- Benny er folkelig. Han griber sin guitar og både spiller og synger. Engang holdt han også ølsmagninger, og det var altid på små lokale bryggerier, for nærmiljøet er vigtigt for ham, fortæller Bendt Olesen.

Kærligheden og tilhørsforholdet til området er også noget, han som forsanger i bandet ”Benny and the Black Ties” satte musik på i deres seneste sang, ”For Sønderjylland”. Her synger Benny Engelbrecht fra landemærker i Sønderjylland blandt andet:

- Som et ekko af mine sko, har jeg stoltheden ved at bo, på en egn hvor vi gør det selv, og ”mojn” betyder goddag og farvel.

Fem ting, du nok ikke vidste om Benny Engelbrecht:

  • Han drømte som ung om at blive rockstjerne, arbejde som studievært og med egen musikbutik - og han var endda forsanger i bandet Benny and the Black Ties.
  • Han har mere end 22 års erfaring fra alt som tjener, rengøringshjælp, journalist og radiovært, underviser, skoleleder, og så har han drevet en musikbutik og været marketingchef i et privat firma.
  • Han blev i februar 2020 skilt fra sin kone efter 30 års ægteskab, men de to bor stadig sammen i Adsbøl, selvom de begge har fået nye kærester.
  • Han interesserer sig for madlavning - særligt økologi - og han beskriver sig selv som gærbrødsbager.
  • Han har medlemskaber af både Dansk Kennel Klub og Bulldog-klubben.

- Jeg har tænkt: Slap nu af

Da det lokale engagement blev vekslet til en plads i Folketinget i 2007, kom Benny Engelbrecht ind i et parti, der var ved at finde sine ben efter formandsopgøret mellem Frank Jensen og vinderen, Helle Thorning-Schmidt.

Siden sin ankomst til gruppen har han været en loyal partisoldat, der bliver beskrevet som den ideelle socialdemokrat af borgmester i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen (S).

- Han er dedikeret, målrettet og særdeles grundig i alt, hvad han laver. Set fra mit perspektiv har han ofret meget af sin fritid for at forfølge sine politiske mål. Det er prisværdigt, men jeg har også tænkt: Slap nu af. Du når det nok, fortæller borgmesteren.

Husk at passe på dig selv

Da Helle Thorning-Schmidt var statsminister, blev loyaliteten og arbejdsomheden belønnet, og fra 2014 kunne Benny Engelbrecht kalde sig skatteminister.

Benny Engelbrechts CV

Kandidat for Socialdemokratiet i Sønderborgkredsen fra 2006

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Sydjyllands Storkreds fra 13. november 2007

Transportminister fra 27. juni 2019

Skatteminister 2. september 2014-28. juni 2015

Formand for Finansudvalget 2019

Finansordfører 2015-2019

Erhvervsordfører 2011-2014

EU-ordfører 2011

Forbrugerordfører 2008-2011

Næstformand for Finansudvalget fra 2015

Formand for Transportudvalget og Sydslesvigudvalget 2011-2014

Tingsekretær fra 2015

Medlem af bestyrelsen for Socialdemokratiets folketingsgruppe 2007-2014

Efter valget sidste år kunne den guitarspillende socialdemokrat igen kalde sig minister, da statsminister Mette Frederiksen udpegede ham til transportminister.

Mange års dedikation og målrettet arbejde bærer frugt, men fælles for Bendt Olesen og Erik Lauritzen (S) er, at de begge opfordrer Benny Engelbrecht til at passe godt på sig selv og huske, at tilværelsen er mere end politik.

- Bliv ved i samme spor, og vær loyal overfor dit område. Mit ønske er, at du har mange år endnu i politik, men det kræver, at du også husker at passe godt på dig selv, siger Bendt Olesen.

Fra Erik Lauritzen lyder opfordringen:

- Husk at tage dig tid væk fra politik. Brug også dine evner andre steder i tilværelsen. Vent ikke til du er pensionist med at skrive bøger og spille musik.