Det står klart, at kvaliteten af hjemmehjælpen i Sønderborg Kommune forringes.
Det blev besluttet på et byrådsmøde i maj efter en længere proces, hvor kommunen har skullet finde besparelser på området.
Nu mærkes konsekvenserne af de besparelser, som byrådet vedtog, og det har resulteret i, at 24 medarbejdere i kommunens hjemmepleje er udpeget til afskedigelse.
Jeg bliver ked af det, for jeg er kommet ved Peter i mange år, og ved hvilken hjælp, han skal have
Nok er det synd for medarbejderne, men for social- og sundhedsassistent og tillidsrepræsentant i Distrikt Fjord, Sanne Bøjskov Feddersen, er det mest synd for de ældre borgere.
- Det går ud over dem, som det ikke skal. Det er dem, der har været med til at opbygge vores samfund, siger hun.
Peters dag foregår i en kørestol
En af dem, Sanne Bøjskov Feddersen taler om, er Peter Friederichsen, der ifølge hende er en af de tunge patienter i hjemmeplejen.
- Min dag foregår i en kørestol. Den hjælp, jeg får, er min hverdag, for ellers kan jeg ikke komme op. Jeg kan ikke se, der kan skæres nogen steder, siger Peter Friederich.
Han får blandt andet hjælp til medicin, rengøring og personlige pleje som et bad.
Efter kommunens besparelser og fyringer af personale, har han udsigt til at få mindre tid til et bad og den personlige pleje generelt, lyder det fra tillidsrepræsentanten.
- Jeg bliver ked af det, for jeg er kommet ved Peter i mange år og ved hvilken hjælp, han skal have. Jeg tror, vi kommer til at skulle slække på, at vi er der for dem som mennesker, siger Sanne Bøjskov Feddersen.
Bundet på hænder og fødder
Kommunen har nemlig vedtaget et sparekatalog, der har resulteret i besparelser for omkring 70 millioner kroner i Social-, Senior- og Handicapudvalget budget.
Formanden for udvalget føler sig handlingslammet i situation og har tidligere været på Christiansborg for at få Folketingets hjælp til kommunernes udfordringer.
- Det er hårdt, men det er desværre en bunden opgave med de vilkår, vi arbejder under. Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, men jeg kan ikke gøre noget. Jeg er bundet på hænder og fødder på min økonomi, siger Stefan Lydal (DF), der er formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget i Sønderborg Kommune.
Hold fast i dem man har
Afskedigelserne af de omkring 24 medarbejdere er lige nu i partshøring, hvor de kan gøre indsigelser mod beslutningen.
Men realiteten er, at der skal spares omkring 40 årsværk. Derfor er det nu vigtigt, at fokusere på dem, som man har tilbage, for opgaven med at sikre faglig kvalitet i ældreplejen bliver ikke mindre.
Det ikke en sjov opgave, kommunen står over for. Udfordringen er bare, at en tredjedel af vores medlemmer føler sig stresset og 40 procent overvejer at skifte fag.
Det fortæller faglig konsulent i FOA i Sønderborg, Karsten Wohlgemuth.
- Det ikke en sjov opgave, kommunen står over for. Udfordringen er bare, at en tredjedel af vores medlemmer føler sig stresset, og 40 procent overvejer at skifte fag. Så hvis vi ikke fastholder dem, vi har, så er vi slemt nervøse for fremtiden, siger han.
En af dem, der er gået udenom fyringsrunden foreløbigt, er Sanne Bøjskov Feddersen. Hun er bekymret for, at hun får for travlt, når først kollegaerne er forsvundet.
- Jeg håber, at jeg selv kan holde ud at være i jobbet, for jeg kan godt lide mit arbejde. Men hvis ikke man kan levere den service, man gerne vil og har tid til at tale med borgerne, så ved jeg det ikke, siger hun.
Udvalgsformand Stefan Lydal har bedt forvaltningen om at holde godt øje med, hvordan besparelserne får indflydelse på hjemmeplejen og de ansattes hverdag.