Politiet jagter knivstikker i Sønderborg

En 28-årig mand blev i nat stukket med en kniv i benet. En eller flere gerningsmænd stak af fra stedet.

Klokken tre i nat blev en 28-årig mand fra Sønderborg stukket med en kniv under et slagsmål på Søstjernevej i Sønderborg.

- Da vi kom frem til gerningsstedet, mødte vi den unge mand, der blødte en del efter et knivstik i benet, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Karsten Høy, til TV SYD.

Den 28-årige er sendt til behandling på sygehuset, men det er ikke alvorligt.

To andre mænd stak af fra lejligheden, og dem leder politiet efter lige nu. Er der nogen, der har set noget, kan politiet kontaktes på 114.