Rottefængeren Thomas har taget et nyt våben i brug mod rotterne: - Det giver et kick

Som et led i rottebekæmpelsen har Thomas Bertelsen nu anskaffet sig et decideret våben til at bekæmpe rotterne, når natten falder på.

Smækfælder, hunde, gift og røg. Der findes mange forskellige måder at gå til de ubudne, pelsede gæster, når de bevæger sig ind i folks huse og haver. Udfordringen er, at rotter er kloge dyr, der hurtigt lærer at gennemskue os mennesker.

Men nu har skadedyrsbekæmper Thomas Bertelsen taget et nyt våben i brug, der er sværere for rotterne at gardere sig imod. Et våben, som han har købt samme sted, som jægere går hen og køber deres grej.

- Jeg satser på, at jeg i fremtiden skal have ansat en mand til kun at køre om natten og skyde rotter. Det lyder vildt, men det bliver fedt, siger Thomas Bertelsen, der ejer Vermin Care ApS i Sønderborg.

32-årige Thomas Bertelsen, der lige nu er aktuel i TV SYD programserie 'Rottefængerne', har nemlig brugt flere tusinde kroner på et 4,5 millimeter luftgevær, der skal bruges til at skyde rotter med.

- Vi vil gerne være de bedste inden for skadedyrsbranchen, så vi skal jo helst kunne hjælpe alle slags kunder, siger rottefængeren.

quote

Det giver da lige et kick. Især når man bagefter kan gå hen og se, hvor mange man egentlig fik skudt.

Thomas Bertelsen, skadedyrsbekæmper

Brancheskift og egen virksomhed

Thomas Bertelsen er fra Sønderborg og oprindeligt uddannet landmand. Han arbejdede en overgang som landbrugsleder på en gård, men en dag nævnte en af hans bekendte, der kom som skadedyrsbekæmper på gården, at de godt kunne bruge en ny medarbejder hos skadedyrsfirmaet, hvor han selv var ansat.

Det var noget, som Thomas Bertelsen fik lyst til at prøve af, og hurtigt fik han øjnene op for skadedyrsbekæmpelse. Det blev derfor til et brancheskift, og med sine 32 år har han nu fem års erfaring og egen virksomhed, som han startede op i maj 2019.

- Jeg satte mig det mål, at jeg ville starte mit eget, mens jeg var 30, så jeg kunne fejre 30 års jubilæum når jeg bliver 60 år, siger han efterfulgt af et grin.

Thomas Bertelsen startede egen skadedyrsvirksomhed i foråret 2019.
Thomas Bertelsen startede egen skadedyrsvirksomhed i foråret 2019.

- Det giver et kick

Og nu har han så igen kastet sig over noget nyt, og kan føje 'rottejæger' til CV’et. Som det ser ud nu, er han ikke ude at skyde hver dag, men han har omtrent én skydeopgave om ugen. Eksempelvis var han ude i sidste uge, hvor han i løbet af et par sene nattetimer skød ni rotter.

- Det giver da lige et kick. Især når man bagefter kan gå hen og se, hvor mange man egentlig fik skudt, siger skadedyrsbekæmperen.

Thomas Bertelsen har ikke jagttegn, hvilket det heller ikke kræver for at besidde og betjene et luftgevær med en kaliber på 4,5 millimeter eller derunder. Derimod skal man have jagttegn eller tilladelse, hvis man vil bruge nightvision-udstyr (udstyr til at se i mørke, red.). En tilladelse, som Thomas Bertelsen har fået for at kunne skyde rotter om natten.

Mistroiske over for alt

Luftgeværet er bare ét af mange våben mod rotter. Skadedyrsbekæmpere benytter sig nemlig af mange forskellige metoder og redskaber til at bekæmpe de pelsede pattedyr med den nøgne, lange hale.

Ifølge en anden skadedyrstekniker fra Bramming, som også medvirker i andet afsnit af 'Rottefængerne' på TV SYD, er rotterne hurtige til at gennemskue forandringer i miljøet omkring dem, og derfor kan det tage tid at få ram på dem.

- Rotter er enormt mistroiske. Så alt, hvad der er nyt, er farligt. Om jeg sætter en fælde, en dåse flåede tomater eller en cykel, så nærmer rotten sig ikke, før den har set genstanden an. Og det tager flere dage, siger Mona Hauge Clausen, der er skadedyrstekniker hos Anticimex.

Derfor bliver der ifølge skadedyrsteknikeren hele tiden arbejdet på at udvikle nye produkter og redskaber til rottebekæmpelse.

Hvilke våben bruges mod rotter?

Herunder er der listet nogle eksempler på, hvilke våben rottefængere kan tage i brug, og hvordan de virker:

Fælder

  • Smækfælder af både jern og metal. Bruges hyppigt.
  • Elektroniske fælder - eksempelvis ‘Trapme’, der fungerer ligesom en smækfælde, men er udstyret med et sim-kort, hvilket gør, at skadedyrsteknikeren får besked, når der er gået noget i fælden.
  • Net-fælder. Bruges ikke så ofte. Fanger rotterne levende, men kræver at rottebekæmperen kommer ud til fælden samme dag, som rotten går i fælden for at kunne aflive den.

Gift

  • Skadedyrsteknikere bruger rottegift i forskellige afskygninger som korn, voksblokke og müsli-lignende foder.
  • Giften lægges i en kasse, som kun rottebekæmperen må tilgå. Det kan ses, hvis borgeren selv har været i kassen.

Hund

  • Rottehunde snuser sig frem til rottespor og finder rotternes gemmesteder. 
  • Bruges også til at fange og aflive rotter.

Luftgevær

  • Luftgeværet bruges i nogle tilfælde, hvor en hund har trængt en rotte op i en krog, og det dermed giver mening at skyde den. Ellers kan det bruges på affaldspladser eller åbne landbrug, hvor rottebestanden er meget stor. 

Metode kan tage 100 rotter ad gangen

Til daglig arbejder Thomas Bertelsen primært med rådgivning og forebyggelse mod, at der kommer rotter hos kunderne ved blandt andet at foretage bygningsgennemgange og opsætning af elektroniske rottefælder, der giver besked, når der er en rotte i fælden. 

quote

Hvis man i stedet stiller sig op med luftbøssen de steder, hvor rotterne samles for at spise, vil man lynhurtigt kunne få skudt måske 100 stykker.

Thomas Bertelsen, skadedyrsbekæmper

Men på eksempelvis en losseplads er der ifølge Thomas Bertelsen ikke særlig stor garanti for fangst i opsatte fælder. Det vil i hvert fald tage lang tid at bekæmpe udelukkende på dén måde. I sådanne situationer mener han, at det derimod vil være mere effektivt at ty til geværet.

-  Hvis man stiller et aflåst depot op på en losseplads, vil rotterne pile lige forbi og søge mod affaldsbunkerne i stedet for. Hvis man i stedet stiller sig op med luftbøssen de steder, hvor rotterne samles for at spise, vil man lynhurtigt kunne få skudt cirka 100 styks, siger Thomas Bertelsen.

Rottejagt skal være et tilvalg

Rottefængeren understreger dog, at ydelsen kun skal være et supplement til den eksisterende rottebekæmpelse. Man skal altså, ifølge ham, ikke gå væk fra hverken rottefælder eller rottehund.

- Hvis jeg nu har en kunde, der bor på en landbrugsejendom, og som døjer rigtig meget med rotter, så vil jeg starte med at sætte rottekasser, lave en bygningsgennemgang og så tage ud to eller tre gange med en uges mellemrum, hvor jeg skyder rotter, siger Thomas Bertelsen.

Som Thomas Bertelsen ser det, vil de ideelle steder, man kunne tage luftgeværet i brug, være lossepladser, åbne landbrug og havnemiljøer.

Skærtorsdag  sender TV SYD andet afsnit af 'Rottefængerne', hvor vi følger rottefængere på jagt efter rotter i region Syddanmark. Du kan allerede nu se alle afsnit på TV SYD PLAY lige her.