Så er fryserne klar til vaccinen

To helt særlige frysere står klar på Sønderborg Sygehus. Her skal vaccinen mod corona-virus opbevares i minus 70 grader.

Det gælder om at undgå, at huden kommer i kontakt med de nye frysere på Sønderborg Sygehus.

Temperaturen er skruet ned på mindst minus 70 grader, for at sikre at vaccinerne er effektive, når de første skal vaccineres de kommende dage.

Fryserne har dobbelt døre for at holde temperaturen nede. Det er også nødvendigt, for bare ved en kort åbning stiger temperaturen hurtigt.

Tirsdag får de første et stik

Tirsdag kommer de første vacciner til Sønderborg. Derefter kan arbejdet med at vaccinere gå i gang.

De første beboere og medarbejdere i Sønderborg Kommune bliver covid-19 vaccineret tirsdag formiddag.

Det sker klokken 10 på Tangshave Bo- og Aktivitetscenter i Nordborg.