Sønderborgforskere producerer fremtidens solceller

På SDU i Sønderborg er det lykkedes forskere at fremstille solceller af naturligt materiale. Professor mener, de organiske solceller har store fordele i forhold til de traditionelle solceller.

Tynde, bøjelige og gennemsigtige stykker film er ikke noget, man umiddelbart forbinder med solceller. Men i Sønderborg er det netop, hvad forskere på SDU er lykkedes med at fremstille via printteknologi fra en såkaldt rulle-til-rulle printer.  

Solcellerne er bygget af kulfiber, som er et naturligt materiale. Det betyder, at solcellerne i laboratoriet på SDU i Sønderborg er organiske, og det har sine fordele, mener professor hos SDU Nanosyd, Morten Madsen.

- Energiomkostningerne under produktionen af de organiske solceller er meget lavere end for silicium. Det vil sige, at hele miljøaftrykket for de organiske solceller er meget lavere end for siliciumsolceller, siger han til TV SYD.

Siliciumsolceller

De fleste solceller er lavet af grundstoffet silicium, som er tilsat små mængder af grundstofferne fosfor og bor på hver sin side af solcellen. Det danner et indbygget permanent elektrisk felt, som gør, at frie elektroner inde i solcellen gerne bevæger sig i den ene retning, men helst ikke den anden vej.

Normalt er elektronerne låst fast, men når solcellen belyses, vil sollysets fotoner slå elektroner løs, så de kan bevæge sig frit rundt og til slut blive samlet op af et fintmasket elektrisk ledende gitter på solcellens forside, som udgør den negative pol.

Kilde: ing.dk

Nemme at installere

Solcellerne er ikke kun billige at fremstille, der bliver også brugt færre ressourcer, når de skal produceres - og så er de også nemme at integrere. Udformningen af solcellerne gør det muligt at placere de tynde stykker film på facader, der ikke har den nødvendige store overflade, som anlæggene til siliciumcellerne kræver.

- Fordelen ved de organiske solceller er, at de er bøjelige, tynde og lette. Det vil sige, de er meget lettere at installere på bygninger, siger Morten Madsen.

Solens energi kan derfor blive udnyttet forskellige steder, som eksempelvis på fredede bygninger eller i de større byer.

Morten Madsen, professor hos SDU Nanosyd, viser, hvordan de tynde bøjelige solceller ser ud.
Morten Madsen, professor hos SDU Nanosyd, viser, hvordan de tynde bøjelige solceller ser ud.
Foto: Tue Wettergreen-Paltorp, TV SYD

Nytænkning

Kulfibersolcellerne er allerede på det kommercielle marked, men selvom siliciumsolceller kræver større overflader, så går der flere år, før de organiske solceller udkonkurrerer de nuværende. Det mener direktøren for Sønderborgfirmaet Better Energy, Nicolai Faaborg Andresen.

- Det kommer ikke nødvendigvis til at ske inden for 10 år. Det kan sagtens række længere ud i fremtiden, men der er stadig brug for nytænkning og nye produkter til den grønne omstilling, siger han til TV SYD.