Sønderjysk by med i slutspillet om at blive Årets Landsby - i dag får de det sidste besøg

Broagerland kæmper om at vinde prisen som Årets Landsby, og i dag får byen besøg af bedømmelseskomitéen.

I år uddeles prisen som Årets Landsby for 25. gang, og halvøen Broagerland i Sønderborg Kommune er med i kampen.

Teamet for konkurrencen er i år "Den nytænkende landsby", hvor Broagerland blandt andet har brugt coronapandemien til at videreudvikle deres stilleområde med stilleruter, fordybelsesbænke og vandposter. 

Broagerland repræsenterer flere mindre småsamfund, der samles i fem landsbylaug og fredag klokken 12 kommer bedømmelseskomitéen for Årets Landsby på besøg. Her har de lokale sammensat et program til dem, hvor de skal høre om historien for byen, men også på besøg til udvalgte steder.

Sydfynske Haastrup vandt prisen som Årets Landsby i 2020
Sydfynske Haastrup vandt prisen som Årets Landsby i 2020
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Leder efter en nytænkende landsby

Bedømmelseskomitéen består af repræsentanter fra Landdistrikternes Fællesråd, Landsbyerne i Danmark og Forenet Kredit. Komitéen faldt for Broagerlands nytænkende sammensætning, som de både kalder stærk og vejen frem.

- I år har vi ledt efter en nytænkende landsby, der kan vise vejen for udvikling i landsbyer landet over, siger Carsten Hansen, der er tidligere minister for by-, bolig og landdistrikter, i en pressemeddelelse.

- Gang på gang formår landsbyerne at sprænge skalaen for, hvad der er muligt, og i en tid, hvor landdistrikterne har brug for ny bosætning og attraktivitet, så gør de det umulige: De vender skuden og står tilbage som kandidater til Årets Landsby, siger næstformand i Forenet Kredit, Michael Demsitz, som også er en del af bedømmelsekomitéen.

Udover Broagerland er byerne Skovsgård fra Jammerbugt Kommune og Stjær i Skanderborg Kommune med i kampen om Årets Landsby 2021. Sidste års vinder blev Hasstrup på Sydfyn, hvor temaet var "Hvordan kommer landsbyernes fællesskaber gennem en krise?"

Den endelige vinder af Årets Landsby 2021 bliver offentliggjort sidst i august.

Årets Landsby

  • Årets Landsby er en pris, som blev oprettet i 1995


  • I år uddeles prisen for 25. gang


  • Tidligere har byerne Ballum, Billum, Filskov, Janderup, Jordrup, Skovlund, og Vejrup vundet prisen


Kilde: Landdistrikternes Fællesråd