Svend har ledt efter vandlæk i snart 14 dage: 48.000 liter drikkevand fosser ud dagligt

Sønderborg Forsyning opfordrer borgere i Augustenborg og omegn til at tjekke deres vandmålere og kontakte dem, hvis de har mistanke om lækage.

Det kræver en tålmodig mand at være på jagt efter en lækage i et område med 15.000 stophaner, der potentielt skal tjekkes. 

Dét er Svend Rasmussen heldigvis.

- Man bliver nødt til at have ro på, for man kan ikke skynde sig, når man skal finde et vandbrud, siger han. 

For godt 14 dage siden kunne Sønderborg Forsyning se på deres målere, at der var et usædvanligt forbrug i Augustenborg og omegn.

- Vi kunne se, at der om natten var et større forbrug end normalt, og når det så er over en periode, så er det tegn på, at der er en lækage et sted. Derfor er vi begyndt at lede efter det, siger driftchef i Sønderborg Forsyning, Stinne Stokkebo.

quote

Hvis det er en lækage, der er inde på din ejendom, så er det dig selv, der skal dække udgifterne

Susan Münster, Driftchef, Sønderborg Forsyning

Den måde man leder på, foregår ved, at Svend Rasmussen skal ud til stophaner ud for hver bolig og med sit udstyr lytte på vandrørene, om der er lækager.

- Det lyder som om, der er sådan et sus i rørene, forklarer han.

Du kan herunder høre, hvor lydfølsomt udstyr Svend Rasmussen bruger til at lokalisere, om der er et brud. Videoen skal ses med lyd.

Så godt fanger Svend lyden med sit udstyr.
Video: Jonas Ravnkilde Johansen

Tjek din måler

Der er højst sandsynligt tale om 48.000 liter rent drikkevand, der fosser ud et sted. Det svarer til den mængde vand et voksent menneske bruger på ét år.

Men løbende finder forsyningen utætheder hos borgere, der medvirker til et dalende udslip af drikkevand. 

Man har blandt andet fundet flere toiletter, der løber. 

Derfor opfordrer de borgere til at tjekke deres måler, for det kan være dyrt, hvis man har en lækage på sin grund. Det samme gør Susan Münster, der er direktør i Danske Vandværker. 

- Hvis det er en lækage, der er inde på din ejendom, så er det dig selv, der skal dække udgifterne, der er til til vandspildet og selvfølgelig også udgifterne til at få repareret den ledning, man har inde på sin ejendom, siger hun. 

Svend Rasmussen sætter sit lytteudstyr ned i stophanerne ud for hver bolig og lytter efter brud.
Svend Rasmussen sætter sit lytteudstyr ned i stophanerne ud for hver bolig og lytter efter brud.

Hun forklarer også, at det ofte er ved vejr- og temperaturskift, at der kan ske lækager. 

Sønderborg Forsyning har i anledningen af lækagen skrevet ud på Facebook, at borgere skal tjekke om der står 'LEAK' på deres vandmåler og derfra kontakte dem.

Lille men drilsk

Det er ifølge Sønderborg Forsyning omkring 20. lækage i år, og det er ikke den største. 

- Det er faktisk ikke en særlig stor lækage, men normalt kan man hurtigt lokalisere den, når det er et stort brud. Der er den her lidt mindre, og så skal vi i gang med at lede, siger Stinne Stokkebo.

På forsyningen bliver man målt på, hvor lidt vandspild, man har i sit område. Her arbejder man jævnligt for at minimere tabet af rent drikkevand. Det sker ved at få opdateret gamle rørledninger og stoppe lækager så hurtigt som muligt. 

Det er her i Augustenborg og de omkringliggende byer, hvor Sønderborg Forsyning leder efter lækagen.
Det er her i Augustenborg og de omkringliggende byer, hvor Sønderborg Forsyning leder efter lækagen.

Drikkevandet, der slipper ud et eller andet sted i Augustenborg, svaret til 3.200 kroners vandforbrug hver dag, og hvor det for andre kan føles som at lade vandhanen stå tændt og ikke kunne slukke den igen, så tager Svend Rasmussen udfordringen med oprejst pande. 

- Du kan ikke stresse sådan noget. Man tager en stophane ad gangen og noterer, hvor man har været, siger han. 

Så vidt han husker, har han højest brugt op til en måned på at finde et lækage ved tidligere tilfælde. Men han tror dog, at han snart finder frem til lækagen denne gang.