Tidligere borgmester og regionsrådsmedlem Jørn Lehmann Petersen er død

Jørn Lehmann Petersen er død i en alder af 71 år. Han var medlem af regionsrådet og var tidligere borgmester for Broager i en lang periode indtil kommunesammenlægningen i 2007.

Den tidligere mangeårige borgmester i Broager Kommune, Jørn Lehmann Petersen (Socialdemokratiet), er død. Det skriver JydskeVestkysten.

Han blev 71 år gammel.

Op til sin død var han medlem af regionsrådet i Region Syddanmark, hvor han også var formand for Miljøudvalget.

Jørn Lehmann Petersen blev medlem af byrådet i Broager Kommune i 1981, inden han i 1990 blev  borgmester. Den post bestred han frem til kommunesammenlægningen i 2007, hvor Broager Kommune blev en del af Sønderborg Kommune.

Qua sin post som formand for Miljøudvalget optrådte Jørn Lehmann Petersen de seneste år meget i TV SYDs dækning af miljøskandaler og forureningssager - blandt andet vedrørende oprydningen af forureningen fra Grindstedværket.

På Facebook mindes partifællen Benny Engelbrecht (Socialdemokratiet) Jørn Lehmann Petersen med ordene "Vi har mistet en stor sønderjyde".

- Det er muligt at Broager Kommune forsvandt ved kommunesammenlægningen hvor syv kommuner blev til en ny stor Sønderborg Kommune. Men for rigtig mange borgere på Broagerland blev Jørn ved med at være deres borgmester, skriver Benny Engelbrecht blandt andet i sit opslag.

Han hæfter sig også ved, at Jørn Lehmann Petersen altid brændte for det lokalsamfund, han var en del af.

- Jeg kunne godt have undt Jørn og hans familie et længere otium. Desværre bestemte sygdom noget andet og derfor står jeg nu blot tilbage med et stille: Tak tillidsmand!

Ifølge JydskeVestkysten efterlader han sig kone og to nu voksne adoptivbørn.