To mænd varetægtsfængslet i fire uger efter brande

Da beredskab var ved at slukke en brand, kom der ny brand i samme gade. To mænd er sigtet for brandstiftelse.

Dommeren ved retten i Sønderborg har søndag eftermiddag varetægtsfængslet to mænd i fire uger for brandstiftelse af to ejendomme midt i Nordborg på Als. 

Mændene er 25 og 35 år og nægter sig begge skyldige, og den 25-årige kærede kendelsen.

Det fremgår af et tweet fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Mændene mistænkes for at stå bag to brande i Storegade i Nordborg. Den første brand var i nummer 31 og blev anmeldt lørdag eftermiddag klokken 13.48.

Under slukningsarbejdet opstod der klokken 14.46 en mindre brand i endnu en etageejendom i gaden. Denne gang i Storegade 27, hvor en politipatrulje kunne konstatere at der var brand også i den ejendom.

I forbindelse med den ene brand blev en beboer indlagt til observation for røgforgiftning. En brandmand er desuden kommet lettere til skade under slukningsarbejdet.

Ifølge avisen JydskeVestkysten er de to mænd sigtet efter straffelovens paragraf 180. 

Der er tale om en alvorlige bestemmelse i straffeloven om brandstiftelse, der drejer sig om, at brandstifteren er klar over, at andres liv kommer i overhængende fare.

Avisen skriver videre, at en af de to mænd bor i en af de ejendomme, som er sigtet for at have sat ild til.

Politiet oplyser søndag eftermiddag, at beboerne i Storegade 22, 23, 35 og 37 kan vende hjem igen, og at Pottemagergade, der er en sidegade, igen er åben.

Der er fortsat spærret for adgang til Storegade 25-33 og for 24-30.

- Her afventer genåbning nødvendige undersøgelser af brandstederne, skriver politiet på Twitter.