Tysk mindretal glæder sig over statsministerens melding

I sin genforeningstale på Dybbøl Banke fastslog statsminister Mette Frederiksen, (S), på tysk, at det tyske mindretal er en vigtig del af det danske samfund.

Det gibbede i Hinrich Jürgensen, formand for det tyske mindretal i Danmark, da han i aftes sad og på tv-skærmen fulgte DRs fejring af Genforeningsdagen, der blev sendt direkte fra Dybbøl Banke.

- Da statsminister Mette Frederiksen, (S), i sin tale sendte en direkte hilsen til os i det tyske mindretal og slog over i tysk og sagde "Auch ihr gehört zu Dänemark!", blev jeg både rørt og glad, siger Hinrich Jürgensen tirsdag morgen til TV SYD.

- Også I hører til Danmark, sagde statsministeren oversat til dansk.

Hinrich Jürgensen havde selv på vegne af det tyske mindretal mødt statsminister Mette Frederiksen under hendes rundtur i Sønderjylland på Genforeningsdagen.

- Da sagde hun ikke noget om sit budskab til os i Dybbøl-talen. Hendes melding taler sit tydelige sprog om de gode relationer, der er mellem os i grænselandet. Det er en vigtig anerkendelse og understregning af, at den danske stat værdsætter os, siger Hinrich Jürgensen.

Budskabet blev forstærket af , at Mette Frederiksen slog over i tysk:

- Det er et tydeligt og godt signal om ligeværdighed, som glæder mig og hele det tyske mindretal uendeligt, understreger Hinrich Jürgensen.