Tysk mindretals undskyldning til dronningen er historisk

Formanden for det tyske mindretal i Danmark, Hinrich Jürgensen, har undskyldt for mindretallets rolle i nazitiden.

Hinrich Jürgensen, der er hovedformand for foreningen af tysksindede sønderjyder (BDN), undskyldte søndag i sin tale til den danske dronning og den tyske præsident for mindretallets rolle i nazitiden.

Ifølge "Der Nordschleswiger" er der ikke tidligere blevet givet en officiel undskyldning ved en sådan lejlighed.

- Jeg valgte ordet undskyld for at slå det fast på den korte tid, jeg havde til rådighed, siger Hinrich Jürgensen.

Dronningen var søndag i Sønderjylland i forbindelse med det udsatte genforeningsjubilæum. I fjor var der planlagt fire dage til festlighederne, men nu blev programmet reduceret til blot én dag i 2021.

Da tiden således ikke tillod længere forklaringer, måtte Jürgensen i Sønderborg vælge en kort form.

- Det var en bevidst beslutning, jeg tog, siger han.

Ifølge hovedformanden har der allerede været reaktioner fra både den danske flertalsbefolkning og fra mindretallet.

- Det har været meget positivt, fortæller Jürgensen.

Historiker: Bemærkelsesværdigt

Historikeren Jon Thulstrup, der selv kommer fra mindretallet, er i gang med sin ph.d. på Syddansk Universitet, hvor han forsker i udviklingen af det tyske mindretals erindringskultur.

Historikeren ser også en nyhed i undskyldningen, som han straks bed mærke i.

- Jürgensens ordvalg er bemærkelsesværdigt, siger han.

- Sætningerne har det hele. Hinrich Jürgensen har sagt meget og mange nye ting i den korte tid. Det er en imponerende erklæring.

Han anfører, at disse sætninger ville have været utænkelige for 35-40 år siden. Mentaliteten var en anden dengang, og mange i mindretallet så det, der skete, som en pligt over for Tyskland, vurderer Thulstrup.

- Diskursen har ændret sig fuldstændigt i de seneste år, siger han.

Historien bliver i dag betragtet på en anden måde, mener historikeren, der er spændt på, hvordan Hinrich Jürgensens tale til dronningen og den tyske præsident bliver modtaget af den danske flertalsbefolkning.