Sommer Pop Up: Gitte og Joan tager til Stig Rossens koncerter hver uge

En lille gruppe af de mest inkarnerede fans holder sammen i et lille netværk og tager til mindst en koncert med Stig Rossen om ugen. Her til aften fandt de også vej til Sommer Pop Up.

Det er ikke kun hvinende teenage-piger, der venter i timevis for at få pladsen lige foran scenen, når deres idol spiller koncert.

Et lille modent netværk af de mest inkarnerede Stig Rossen-fans holder sammen i fangruppen, som Stig Rossen selv kalder 'La Famiglia'. De er 38 fans i gruppen, hvor den yngste er 30, og den ældste er 80.

Seks af kvinderne fra Stig Rossens fanklub er mødt op for at se koncerten med Stig & Vennerne. Ifølge kvinderne i gruppen er Stig Rossen god til at pleje forholdet til sine fans. Her er de fotograferet til Sommer Pop Up i Kolding.
Seks af kvinderne fra Stig Rossens fanklub er mødt op for at se koncerten med Stig & Vennerne. Ifølge kvinderne i gruppen er Stig Rossen god til at pleje forholdet til sine fans. Her er de fotograferet til Sommer Pop Up i Kolding.
Foto: Søren Pors Grundahl, TV SYD

Selvom Sommer Pop Up-koncerten med Stig Rossen egentlig var hemmelig, så fandt seks af fansene fra fangruppen vej til Marina Syd i Kolding, hvor fjerde og sidste koncert i rækken af Sommer Pop Up-koncerter blev afholdt.

- Jeg vil ikke kalde det idoldyrkelse. For mig er det lige så meget et sammenhold med de andre i gruppen. Men vi mødes altid med Stig Rossen som omdrejningspunkt, siger 51-årige Joan Stenfeldt fra Randers.

Hun kigger rundt på de fem andre fra 'La Famiglia', der er kommet til koncerten i dag. De nikker indforstået. Flere af kvinderne og den ene mand i gruppen tager i gennemsnit til koncert med Stig Rossen en gang om ugen. I højsæsonen kan det være flere koncerter om ugen, sommetider er det færre.

- Jeg kalder dem mine "Stig-piger". Vi oplever en masse ting. Uden Stig Rossen havde jeg ikke lært nogen af jer at kende, siger Joan Stenfeldt, mens hun griner. Hun møder gerne op 4-5 timer inden en koncert med Stig Rossen, så hun kan stå allerforrest.

Men det er ikke kun Stig Rossen, som får randrusianerens hjerte til at banke. Det gør Flemming 'Bamse' Jørgensen også. 

- Da Bamse døde, tænkte jeg, at der ikke er nogen, der skal erstatte ham. Så hørte jeg Stig synge hans sange. Han synger sangene med ære og respekt, som jeg som Bamse-fan faldt for. Der tænkte jeg, at så må han gerne synge hans sange, siger Joan Stenfeldt, og hendes medfans stemmer i.

Hun stod sammen med 49-årige Gitte Brændgaard fra Taastrup forrest foran scenen, da Stig & Vennerne gav koncert på Kolding Lystbådehavn torsdag aften.

quote

Vi gider ikke sidde nede bagved, hvis vi kan stå forrest.

Gitte Brændgaard, Stig Rossen-fan

Og det har været tiltrængt for Gitte Brændgaard, der følger Stig Rossen i tykt og tyndt.

- Vi har haft kæmpestore abstinenser under coronanedlukningena. Jeg går gerne til en eller to koncerter med Stig om ugen, siger den loyale fan.

Det er ikke kun, når Stig Rossen spiller med Stig & Vennerne, at hun troligt møder op. Også når han optræder som John Mogensen eller synger julekoncerter er hun at finde forrest.

- Vi gider ikke sidde nede bagved, hvis vi kan stå forrest, konstaterer Gitte Brændgaard.

Gitte Brændgaard og Joan Stenfeldt står som regel forrest til Stig Rossens koncerter. Sommer Pop Up-koncerten var ingen undtagelse.
Gitte Brændgaard og Joan Stenfeldt står som regel forrest til Stig Rossens koncerter. Sommer Pop Up-koncerten var ingen undtagelse.
Foto: Søren Pors Grundahl, TV SYD

Det er ikke kun musikken, som hun kommer for. Som fan er hun nemlig sikker på, at Stig Rossen altid kommer og tager en snak med hende, når hun møder op.

- Han er der altid for os. Han går aldrig uden om uden at komme hen og snakke med os. Han siger selv, at han har verdens bedste fans. Han kalder os "de faste tosser", siger Gitte Brændgaard, mens hun griner. De andre kvinder følger trop og nikker.

For hende er det også vigtigt, at Flemming 'Bamse' Jørgensens sange bliver fremført med respekt.

En del af fire koncerter

Aftenens koncert var en del af fire Sommer Pop Up-koncerter, som er blevet afholdt hen over sommeren i Kolding, da 'Sommer ved søen' er aflyst på grund af covid19.

Første og anden koncert var med henholdsvis sanger og sangskriver Signe Svendsen og Humørekspressen. Tredje koncert var med Erann DD og torsdag aften var det altså Stig & Vennerne, der gav fjerde og sidste Sommer Pop Up-koncert.

På grund af forsamlingsforbuddet har koncerternes placering ikke været offentliggjort på forhånd.

Du kan se genudsendelsen af Sommer Pop Up-koncerten med Stig & Vennerne på TV SYD+ fredag 7. august klokken 22.30.