Sommer Pop Up: Stig Rossen vender tilbage til byen, hvor han debuterede

42 år efter, at Stig Rossen havde sin debut på Kolding Festspil i 1978, vender bysbarnet tilbage til byen og giver koncert et hemmeligt sted i byen med bandet Stig & Vennerne.

I aften vender Stig Rossen tilbage til Kolding, når han i forbindelse med Sommer Pop Up spiller et hemmeligt sted i Kolding. Det gør han i konstellationen Stig & Vennerne, der er en hyldest til Flemming 'Bamse' Jørgensen og Bamses Venner.

Blå bog

  • Alder: 58 år
  • Bopæl: Nyborg
  • Uddannelse: Guildhall School of Music and Drama i London
  • Gennembrud: Det Danske Melodi Grand Prix i 1988 med sangen 'Vi danser rock og rul'
  • Har spillet hovedrollen Jean Valjean i Les Misérables i alt 1.530 gange rundt om i verden

Det er ikke kun Stig Rossen, som boede i Kolding fra han var 11 år, der vender tilbage til hjembyen. Også Peter Bødker, der selv spillede i Bamses Venner og nu er kapelmester i Stig & Vennerne, er fra Kolding.

- Vi er to Kolding-drenge i Stig & Vennerne. Så det er klart, at når der kommer en direkte forespørgsel på en koncert i Kolding, så var det oplagt, at det skulle være med Stig & Vennerne, siger Stig Rossen.

I 1978 havde Stig Rossen sin debut i Kolding Festspil som 16-årig. Her var han statist i 'Frøken Nitouche', og året efter spillede han en af hovedrollerne i 'Sommer i Tyrol'. Det var startskuddet til en lang karriere som sanger. Han fik sit store folkelige gennembrud i Dansk Melodi Grand Prix i 1988 med sangen 'Vi danser rock og rul'. Siden har han spillet et hav af koncerter og musicals i både ind- og udland.

quote

Jeg har hørt rigtig mange af mine kollegaer klage over, hvor forfærdeligt det har været. Jeg må med skam melde, at jeg har nydt det.

Stig Rossen

Dem kan du opleve til "Sommer Pop Up"

9. juli: Humørekspressen
16. juli: Erann DD
23. juli: Signe Svendsen (g)
30. juli: Stig & Vennerne

Alle koncerter sendes direkte på TV SYD+ kl. 20.05 og streames også live på tvsyd.dk og TV SYD Play.

TV SYD+ genudsender koncerten med Stig & Vennerne:
Fredag d. 7. august klokken 22.30

Den vil også kunne ses på tvsyd.dk og TV SYD Play.

Fire koncerter på fire måneder

Coronakrisen har også påvirket Stig Rossen og hans virke som sanger. På fire måneder har han kun spillet fire koncerter. Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. For faktisk har perioden ikke nødvendigvis været så slem for sangeren.

- Jeg har hørt rigtig mange af mine kollegaer klage over, hvor forfærdeligt det har været. Jeg må med skam melde, at jeg har nydt det. I de 31 år, jeg har været artist, har jeg aldrig haft så lang en periode, hvor jeg var hjemme hver dag. Det har gjort, at jeg har formået at sætte mig ned i et helt andet tempo, siger Stig Rossen.

Han har blandt andet brugt tiden på at udvikle en app til musik-bookere, der efter planen skal på markedet senere på året. Og så har der også været tid til at få bygget et nyt køkken.

Derfor har den stille periode også sat tilværelsen i perspektiv, når man som Stig Rossen er ude at optræde 200 dage om året.

- Jeg vil sige, at det har været med i overvejelserne, om jeg behøver at arbejde så meget. Men jeg gør det, fordi jeg elsker det. Jeg glæder mig hver eneste gang, jeg skal ud at optræde, slår sangeren fast.

Netop fordi det har ligget stille under coronanedlukningen, glæder Stig Rossen sig også til at skulle spille koncerten i Kolding i aften.

- Det bliver fantastisk. Jeg glæder mig til at komme ud, når man har ligget stille så længe. Det er vores passion og vores lidenskab, så det er vidunderligt komme ud og spille. Specielt med Stig & Vennerne, de her vidunderlige sange, som folk kan skråle med på, siger Stig Rossen.

quote

Jeg vil sige, at det har været med i overvejelserne, om jeg behøver at arbejde så meget. Men jeg gør det, fordi jeg elsker det.

Stig Rossen

En del af fire koncerter

Aftenens koncert er en del af fire Sommer Pop Up-koncerter, som bliver afholdt hen over sommeren i Kolding, da 'Sommer ved søen' er aflyst på grund af covid19.

Første koncert var med sanger og sangskriver Signe Svendsen. Humørekspressen spillede anden koncert. Tredje koncert var med Erann DD og i aften er det altså Stig & Vennerne, der giver fjerde og sidste Sommer Pop Up-koncert.

På grund af forsamlingsforbuddet offentliggøres koncertens placering ikke på forhånd.

Se koncerten med Stig & Vennerne LIVE i aften

Men først og fremmest skal den 58-årige sanger altså på scenen til Sommer Pop Up i Kolding torsdag aften. Se koncerten direkte kl. 20.05 på TV SYD+, tvsyd.dk eller TV SYD Play.